Forældre har brug for viden

Det er overraskende, hvad en skoleleder kan hjælpe med, mener forældre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indtil videre har 48 forældre deltaget i skolevejleder Anton Bjerrums kurser om ungdomsuddannelser. Forældrene oplever et reelt behov for konkret viden om de mange forskellige muligheder for uddannelse. Og de er positivt overraskede over, hvor megen viden og hjælp de kan hente hos skolevejlederen.

Frants Hjorth, fritidskonsulent, er glad for at have deltaget i kurset. Han har en datter, som går i 8. klasse.

- Kurset har givet mig et indblik i, at de unge via den Fri Ungdomsuddannelse har mulighed for at zappe fra den ene uddannelse til den anden, og at det så kan give noget merit. Det er en fordel, for det kan være svært at lægge sig helt fast. Det var desuden fint at lære at søge på computeren. Og sidst, men ikke mindst, så var det rart at få kendskab til Antons funktion og bredden i den.

Frants Hjorth nåede ikke frem til en bestemt uddannelse for sin datter.

- Mit råd til hende er, at hun skal følge sine interesser.

Jonna Kirkebæk er hospitalslaborant og mor til en søn i 9. klasse og en datter, der går i gymnasiet. Jonna Kirkebæk har deltaget på både et begynder- og fortsætterhold, og hun mener selv, at hun er blevet en bedre vejleder for sine børn.

- Jeg er blevet bedre til at finde oplysninger og vil heller ikke være bange for at henvende mig forskellige steder. Når jeg snakker med mine børn, er jeg mere opmærksom på at holde dem fast på nogle ting, og jeg fortæller dem, at de er nødt til at være mere målrettede.

- Det er overraskende, hvad en skolevejleder kan gå ind og hjælpe med. Der er skolevejledere i alle kommuner, kan jeg forstå, men vi forældre er ikke gode nok til at få fat i ørerne på dem, mener Jonna Kirkebæk.

Hun udtaler sig på baggrund af de erfaringer, hun har med sit ældste barn. Dengang var hun ikke klar over, at der var hjælp at hente hos en skolevejleder.

Hun har netop lavet en uddannelses- og handleplan for sin søn. Men den har hun lagt i skuffen, og af hensyn til sin søn vil hun ikke røbe, hvilke fremtidsplaner hun har på hans vegne. Han er nemlig netop nu sammen med Anton Bjerrum gået i gang med at lave sin egen plan.Sus