Debat

Klap lige kamelen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ja, klap lige kamelen, før der går ged i den. Jeg hentyder til det, der nu refereres til som tørklædesagen.

For nu at sætte sagen i relief skal jeg nævne, at jeg i min 7. klasse har et lignende problem. Denne gang er det nogle drenge, der ikke kender rette dress code. Måske tror I mig ikke, men de formaster sig til at bære huer inden døre!

Det huer mig ikke, at skikken har bredt sig til andre klasser, så snart må vi vel alle sammen tage vores afsked.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Først troede jeg, at drengene havde pådraget sig kraniebrud og derfor måtte holde hjernen sammen med en hovedbeklædning. Da jeg deltagende spurgte til de stadigt omsiggribende kraniebrud, betroede en af fyrene sig til mig: Der var ingenlunde tale om noget mere omfattende brud på kranium eller hjerne, end der hele tiden havde været.

Mystikken bredte sig, indtil jeg fandt ud af, at op til flere hueklædte gik med huer, fordi deres frits var ændret. Derfor var de lidt flove over at vise herligheden frem.

Her kommer så sammenligningen til sin ret. I tørklæde- såvel som huesag har vi at gøre med et delikat, følelsesladet område, som griber ind i enkeltindividets ret til at optræde som afviger fra normen. Det vil altså sige, at breder huefænomenet sig yderligere, bliver huer normen, og så må jeg tage min afsked, hvis ikke alle snører fritsen ind under striksagen.

Indviklet? Javel! Jeg tror, jeg taler for en stor kreds, når jeg udtrykker min største sympati for det anderledes, der kan gøre en skoledag mere spændende. At sluge en kamel kan vise sig at være en delikat sag - hvor synonymet for delikat vel at mærke kunne være lækker.

Leo Bech

Aars

Powered by Labrador CMS