Masseproduktion af skoleledere

Seks kommuner vil i løbet af de næste fire år uddanne 100 lærere til ledere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seks kommuner - Kolding, Randers, Odense, Skagen, Skive og Hirtshals - har slået sig sammen om et ganske usædvanligt projekt, 'Fra lærer til leder', der i løbet af fire år skal ud- og omdanne 100 lærere til toptunede skoleledere. Baggrunden er de senere års mangel på kvalificerede ansøgere til skolelederstillinger landet over.

Projektet blev skudt af sted lige før nytår ved en idé- og planlægningskonference på Skarrildhus, hvor 40 lærere og 40 skoleledere og forvaltningfolk fra de seks kommuner deltog.

Det er planen, at de 100 udvalgte lærere skal begynde deres uddannelse til august i år. Uddannelsen, der vil blive en kombination af den pædagogiske diplomuddannelse i skoleledelse og skoleudvikling og praktisk træning i projektledelse, er berammet til fire moduler over fire år.

Undervisningen skal foregå i fritiden, omkostningerne, for eksempel diplomuddannelsesgebyr, bliver dækket af kommunen. Deltagerne vil desuden undervejs få tildelt arbejdstid til projekter og praktik.

- Det er en samarbejdsaftale, hvor læreren investerer tid, og kommunen investerer pengene, siger skoledirektør i Hirtshals, Jørgen Rasmussen.

- Hvem skal vælge de 100 lærere?

- Jeg kan forestille mig, at tanken fødes i en medarbejdersamtale. Så skal der tidligt i uddannelsesforløbet komme en ekstern konsulent, der vurderer, om det er værd at fortsætte. Fire år - det er en lang og en stor investering.

Manglen på ansøgere til skolelederstillinger er et problem, man regner med vil vokse sig større de kommende år. Mange ledere vil gå på pension, samtidig med at folkeskolelov og skoleudviklingsprojekter formentlig vil stille nye krav til ledelsen, blandt andet i form af nyoprettede stillinger som afdelingsleder.

- Vi prøver at gøre dét inden for skolevæsenet, som andre store organisationer allerede har gjort et stykke tid, nemlig at lave vores egen lederuddannelse med henblik på at rekruttere kommende ledere fra egne rækker, siger skoledirektør i Odense, Arne Nielsen.

- Som det er nu, er der jo kun kurser for folk, der allerede er ledere.

Arne Nielsen understreger, at den skitserede lederuddannelse kun er et udspil, der er endnu ikke lagt noget fast, heller ikke, at undervisningen nødvendigvis skal foregå i fritiden.