Fraktion 4

Det glemte mindretal

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Fraktion 4 opfatter vi denne urafstemning som den eneste mulighed, hvor vi kan give en samlet vurdering af både det statslige og det kommunale forlig.

Vi er nu kommet dertil, at vi er ved at blive kvalt i velvilje, men uden resultater.

Fra kravopstillingen i kredsene og hele vejen gennem systemet lykkedes det at få kravet om ligelig udvikling af løn og pension med. Men da det kom til den endelige afslutning af forhandlingerne, manglede den fornødne vilje og accept fra arbejdsgiveren til at gennemføre kravet.

Dette resulterer denne gang i, at 1,35 procent ikke kommer pensionisterne til gode. Derudover tages 0,30 procent af reguleringsordningen til finansiering af den decentrale løn. I alt får vi altså 1,65 procent mindre end de aktive. I 1995 var det tilsvarende tal 1,50 procent.

Da vi kun har denne ene mulighed for at give vores mening til kende, gør vi det her for at manifestere såvel dyb skuffelse som stærk utilfredshed.

Dette bliver ikke bedre, før alle tjenestemandspensionister i enighed gør deres respektive organisationer stjerneklart, at vi ikke kan spises af med gode ord og løfter, som aldrig indfries.

Aftalen vil med den nu stigende inflation bevirke en reallønsnedgang for tjenestemandpensionister.

Ud fra ovennævnte kan jeg kun anbefale Fraktion 4's medlemmer at stemme nej.