Aftalen bør kunne samle og styrke DLF

Næsten alle vores krav er opfyldt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Løn

Lønkravene havde højeste prioritet ved denne overenskomst. Resultatet, sammenlignet med vores krav, viser, at næsten alle krav er opfyldt. Forliget sikrer medlemmerne en reallønsstigning. I tredje forsøg lykkedes det at få slutlønnen op på trin 39. For tjenestemænd betyder det også en højere pension. Kravet om en højere begyndelsesløn er opnået med en stigning til trin 24, det har betydning for at tiltrække de unge til lærerjobbet.

F-tiden

Arbejdsgiverne prøvede til det sidste at angribe forberedelsesfaktoren. Meldingerne fra medlemmerne om, at lærerne er parate til at konflikte på F-tiden, fik en afgørende betydning. Kommunernes Landsforenings angreb er slået fejl. F-tiden er sikret i de næste to år, men vi må forvente, at vi ved Overenskomst 99 igen skal kæmpe for F-tiden.

Decentral løn

Den decentrale løn eksisterer fortsat. Vi stod alene med kravet om at afskaffe den. Forliget giver en større sikkerhed for, at lærerne får del i pengene. Der kan kun udbetales efter objektive kriterier, og der kan ikke udbetales én krone uden aftale med den lokale kreds.

Stem ja

Med dette resultat er det vanskeligt at se en begrundelse for at sende de overenskomstansatte medlemmer i konflikt. Ved et nej vil eneste konflikttema være den decentrale løn. Jeg tror ikke, at DLF kan vinde en konflikt om, at vi som eneste organisation ikke skal have decentral løn.