Alle lønkrav opfyldt

Der er intet alternativ til ja!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hovedkravet var, at medlemmerne skulle have mere i lønningsposen. Først og fremmest skulle de, der nu er på slutløn, samt de, der lige er startet i folkeskolen, have noget ud af det. Det er lykkedes 100 procent. Lærere på begyndelsestrinnet vil, når vi når næste overenskomst, få en samlet lønstigning i grundlønnen på over 16.000 kroner, mens lærerne på slutløn vil se en samlet stigning på over 14.000 kroner. Herudover er der tillæg til lærere på de nederste løntrin. Selvom pensionen ikke reguleres fuldt tilfredsstillende, så stiger den dog mærkbart. For de kommende pensionister er der mange penge at hente - navnligt for de overenskomstansatte.

Ganske vist bør det noteres som et minus, at den decentrale løn steg en promille, selvom vi alle ønskede, at den helt skulle væk - eller i hvert fald decimeres. Men det var til gengæld positivt, at vi fik de penge, vi ikke fik udmøntet i decentral løn ved sidste overenskomstforhandlinger, tilbage til fornyet anvendelse. Organisationsopdelingen, der bedre end nu sikrer os vores del af pengene, er også et stort plus.

Prøveaftalen er blevet forbedret på alle punkter. Desuden er kronetillægget for skoleakkorder steget fra tre til fem kroner. Kravet om ikke-disponeret tid til alle fik vi ikke opfyldt. Vi har den på 90 procent af skolerne for tiden, så de sidste ti procent må vi slås for lokalt.

Vi har fået det, vi stillede krav om. Endda mere til. Kun den decentrale lønstigning tæller negativt. Du bør tage udgangspunkt i de krav, kongressen opstillede. Derfor er der ikke noget alternativ til at krydse ja på stemmesedlen. Og så må vi i gang med den meget nødvendige interne debat om nye lønformer til lærerne. Det er nemlig her, fremtiden er.

Brug din stemme og stem ja.