Lønforhøjelser afgørende . . .

Der er intet alternativ til et ja

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lønkravene havde højeste prioritet ved overenskomsten. Derfor finder jeg det tilfredsstillende, at den samlede økonomiske ramme er den højeste i ti år. Endelig får vi hævet slutlønnen for lærere til skalatrin 39. Det får betydning - nu eller senere - for alle lærere. Og højere slutløn betyder højere pension.

Samtlige foreningens lønkrav er tilgodeset. Det medfører en række lønstigninger ud over de generelle. Ikke alene for lærere på slutløn, men også for de unge lærere, for børnehaveklasseledere på de første løntrin, småbørnslærerinder, øvelsesskolelærere og skolekonsulenter. Med overgangen til nye lønformer sikres skolelederne en løn, der i højere grad modsvarer ansvar og kompetence i disse stillinger. Jeg lægger vægt på, at arbejdsgivernes krav om forringelser i F-faktoren er afvist. Og forbedringer af prøveaftalen, børnehaveklasseledernes kursusaftale og forhøjet tillæg for skoleakkorder trækker ligeledes i den rigtige retning.

Den decentrale løn eksisterer stadig, da DLF står temmelig alene med sin modstand. Foran ligger en fælles opgave for hovedforening og kredse. Jeg mener, vi skal sikre, at pengene anvendes efter objektive kriterier, som er acceptable og til fordel for medlemmerne.

Det vil være perspektivløst at gå i konflikt i en situation, hvor foreningens lønkrav er opfyldt. Men der er stadig væsentlige problemer at arbejde med, blandt andet decentraliseringstendenser i samfundet, for få ressourcer til folkeskolen og tjenestemandspensionernes størrelse. Det er bare ikke forhold, der afgøres ved de kommunale overenskomstforhandlinger. Der er intet alternativ. Derfor: Stem ja.