Decentral løn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lykkedes ikke at få afskaffet den decentrale løn ved OK 97.

Til gengæld er der nu større sikkerhed for, at de decentrale midler kommer lærergruppen til gode. Det lykkedes også at dæmme op for den kraftige udvidelse af den decentrale løn, som arbejdsgiverne havde lagt op til. Arbejdsgiverne havde ønsket loftet for den decentrale løn hævet fra 0,8 % til 2 %. Resultatet blev, at den decentrale løn på landsplan højst kan udgøre 0,9 % af lønsummen. Foreningen vil afholde en ekstraordinær kongres, der skal opstille retningslinjer for, hvordan de decentrale midler ønskes anvendt på folkeskoleområdet.

Finansieringen

De decentrale lønmidler finansieres på følgende måde:

- Ordningen finansieres med 0,2 % af lønsummen ved OK 97.

- Der fastsættes 'et gulv' på 0,5 %. Det er den procentdel af lønsummen, den enkelte kommune skal anvende.

Dette gulv er der afregnet for med de midler, der blev afsat ved sidste overenskomst til anvendelse for decentral løn (0,48 %).

- Der fastsættes 'et loft' på 0,9 %. Det er den procentdel af lønsummen, der - på landsplan - er mulighed for at anvende til decentrale aftaler.

Sikring af den enkelte organisations midler

Hvis en kommune ikke har anvendt 0,5 % af lønsummen inden for KTO-området, indgår de centrale parter - dvs. KTO og KL - aftale for restbeløbet. Denne aftale er bindende for kommunen, der således under alle omstændigheder kommer til at udmønte 'gulvet'.

Inden for KTO er der desuden indgået en aftale om, at 'gulvet' organisationsopdeles. Det betyder, at hvis f.eks. LC på landsplan ikke har fået 0,5 % af lønsummen, så vil der efterfølgende ske en opfyldning til 0,5 %. Disse midler er til anvendelse under LC's forhandlinger om specielle krav i 1999. Denne aftale, som arbejdsgiverne har accepteret, fremgår af det godkendte referat fra KTO's forhandlingsudvalg:

'Hvis der på de enkelte organisationsområder ikke er indgået aftaler om decentral løn svarende til mindst 0,50 %, ydes der til organisationens anvendelse ved de specielle forhandlinger af rammen en opfyldning til de anførte procentbeløb.'

Der er i aftalen som hidtil mulighed for at udsende retningslinier. Det er under forhandlingerne understreget, at der ikke kan fastsættes retningslinier, der kan betragtes som forhandlingsvægring.

Nye anvendelsesområder

Det er aftalt, at de decentrale midler som hidtil skal udmøntes med udgangspunkt i opgavevaretagelsen eller andre objektive formål.

Som nye anvendelsesområder er aftalt, at ud over de gældende bestemmelser om anvendelse ved efter- og videreuddannelse - til fuld eller delvis løn, lønsupplement og pensionsindbetaling - kan de decentrale midler fremover også anvendes til dækning af udgifter til transport, kursusafgifter, lærebøger mv. Det er forudsat, at midler afsat til uddannelsesformål skal supplere eksisterende uddannelsesbudgetter.

Et andet nyt anvendelsesområde for de decentrale lønmidler er seniorordninger. Fremover skal aftaler om seniorordninger, som kommunen og arbejdstagerorganisationerne eventuelt indgår, finansieres af de decentrale lønmidler.