Tørklæder var en personalesag

Skolen burde ikke være gået til forældrene med sine interne problemer, mener formanden for Odense Lærerforening.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolens ledelse, politikere og skoleforvaltningen er ikke i tvivl. De to lærere på Dalumskolen i Odense, Lilian Førgaard og Bent Lindhardt, handlede forkert, da de i august afviste at undervise somaliske piger, hvis de havde tørklæde på i klassen. Begge lærere fik henstillinger. Den ene med trussel om fyring og den anden med trussel om tjenstlig påtale. Men da lærerne sygemeldte sig, så længe de somaliske piger bar tørklæder, indledte skolen ikke i første omgang en fyringssag, men kontaktede i stedet forældrene for at drøfte problemet med dem.

- Principielt er forældrene en vigtig samarbejdspartner. Men her har man overskredet en grænse. Det er simpelthen dårlig ledelse i den her konkrete sag, siger formanden for Odense Lærerforening, Niels Munkholm Rasmussen.

Han mener, der var tale om et personaleproblem, og derfor burde forældrene slet ikke være inddraget.

Skolerådmand i Odense Kommune, Ruth Larsen, vender sig også imod skolens håndtering af sagen. Men kun fordi lærernes ansættelse blev blandet ind i samtalen.

- Der ligger en underforstået trussel i det om, at børnene og forældrene så er skyld i, at lærerne bliver fyret, siger hun.

Det er uklart, om det var skolens afdelingsleder Allan Peterhänsel, der bragte lærernes eventuelle fyring ind i samtalen, eller om det var forældrene.

Skolechef i Odense Kommune, Arne Nielsen, fortæller i første omgang, at det i virkeligheden slet ikke var skolen, der tog initiativ til samtalen, men forældrene selv. Den oplysning stemmer dog ikke overens med et notat, Allan Peterhänsel skrev om samtalen, før der gik presse i sagen. Af notatet fremgår det tydeligt, at det var skolen, der tog initiativet.

Men i det hele taget er Arne Nielsen ikke meget for at drøfte den aktuelle sag. Han henviser til, at den ligger til vurdering i Odense Kommunes juridiske afdeling, som blandt andet skal finde ud af, om der er baggrund for en tjenestemandssag mod de to lærere, og om skolens ledelse har taklet sagen rigtigt.

Mere generelt vil han dog gerne sige, at konkrete personaleforhold ikke er noget, man skal drøfte med forældrene.

Til gengæld mener skolechefen godt, man kan snakke med forældrene om det hensigtsmæssige i at fastholde brugen af tørklæder i det danske samfund. En vurdering, som Niels Munkholm Rasmussen er helt enig i. Men, siger han:

- Det var ikke det, der var tilfældet. Formålet med samtalen var at løse et personaleproblem. Man kan ikke fremme integrationen ved at bruge en trussel om lærerfyring.

De to lærere er stadig sygemeldte, og de to somaliske piger går i skole som normalt - med tørklæder.

Mette Breinholdt er freelancejournalist