Vilde Sidsel

I skolen er der fart på med leg og drilleri, hjemme er hun mere til stille sysler som at male, digte sange og spille klaver

Publiceret

Jagten er i gang. Pigerne efter drengene. Drengene efter pigerne. Schmakk. Sidsels hånd sidder som et stort rødt mærke på halsen af en af drengene fra klassen. Hun slår en proper næve.

Årsagen til jagten er Sidsels og hendes venindes lektiebøger. De er meget hemmelige, for her bagi står navnet på deres kæreste - eller den, de gerne ville være kæreste med. Og det skulle jo nødig udbasuneres for hele klassen. Samtidig må de nu gerne være nysgerrige, drengene. Og det er de!

Sidsel Thrane Nygaard er 11 år og går i 5. klasse på Resen Skole ikke langt fra Struer. Hun er den midterste i en børneflok på syv. Den ældste er Mona på 17 år, så kommer Gitte, Torben, Sidsel, Jannie, Irene, og sidste skud på stammen er Henrik på fem år.

- Det gode ved at have mange søskende er, at der altid er nogen at snakke med. Det dårlige er, at der er mange at skændes med, siger Sidsel.

Familien bor på en økologisk gård i Resen. Her har de omkring 85 køer, hundrede kvier og kalve, nogle får, 550 ænder, 60 høns, to kaniner, to hunde og et utal af katte.

Det er Sidsels faste opgave hver dag at sørge for, at hønsene får mad.

Gården blev omlagt fra traditionelt landbrug til økologisk for fire til fem år siden, og det har Sidsels forældre, Lene og Poul, aldrig fortrudt. Det virker mere rigtigt og naturligt på denne måde, siger de.

I love . . . skriver Sidsel i lektiebogen. Der står også engelsk på skemaet for næste time. Mens hun skjuler siden med hele kroppen, skriver hun videre bag i bogen. Hendes veninde, Line, holder øje med, om nogen kigger. Et par af drengene lusker omkring dem i klassen i frikvarteret.

- Hvis du får fat i min lektiebog, slår jeg dig ihjel, råber Sidsel til én.

Da en af drengene senere på dagen rent faktisk får fat i bogen, er det, at hun kvitterer med en svingende lussing.

Det er en kamp, det her, men det er også sjovt - nogen gange. Andre gange er det dybt alvorligt. Da han har læst navnet i bogen og råbt det ud for alle, er det i hvert fald ikke sjovt længere. Veninden er meget solidarisk. Hun kæmper, får bogen fra drengene og fortæller, at de alligevel ikke kender ham, der står om bag i bogen.

Er der to, der står sammen, er det de to.

Indimellem bliver lærerne uvægerligt involveret i kampen, jagten, fniseriet og alvoren. Undervejs kræver det blandt andet en samtale under fire øjne og en reprimande til drengene om ikke at gå i andres tasker.

Næste skridt tages i et senere frikvarter. Nu gælder det taskerne. De smider rundt med hinandens tasker og overtøj. Det er Sidsel og Line mod en stor gruppe af drengene fra klassen - eller omvendt. På et tidspunkt bliver det nogle lærere for meget, og gruppen må udenfor i skolegården, indtil næste time begynder.

Det kan godt være svært at få gruppearbejdet til at fungere i dansktimen lige bagefter, når en af drengene er med i gruppen, og når nu det hele egentlig handler om noget andet. Men der bliver da også arbejdet med emnet: juletraditioner.

Der er fart på sådan en skoledag. Billedkunst, dansk, svømning, basketball med et par af vennerne i frikvarteret og så alt det ved siden af ikke at forglemme.

I skolebussen slapper Sidsel af, og hjemme sidder hun og Line og snakker stille på værelset. Dog først efter at være blevet drillet med at have givet en af drengene tørt på. Man kan ikke skjule noget, når tre af ens søskende går på samme skole.

- Jeg er mere rolig hjemme. Det er nok fordi, jeg skal lade energi op, mener Sidsel.

Når alle er kommet hjem om eftermiddagen, er der kaffe, te og hjemmebag i det store køkken. Der er tid til en snak, en ostemad og kage. Lene arbejder som medhjælpende hustru på gården, men for tiden har hun forældreorlov.

Sidsel og Jannie deler værelse. I Sidsels halvdel står en seng, et skrivebord, en reol og et staffeli med et par akvareller på. Staffeliet har hun selv lavet i sløjdtimerne. Hun holder meget af at male med akvarel og har netop til sin fødselsdag fået akvarelfarver.

- Jeg kan rigtig godt lide, når farverne løber ind i hinanden. Det er spændende.

Ved siden af det lille musikanlæg og også på skrivebordet står der små skåle og kurve med sæbe i. Pyntesæber. Der står også småæsker, som Sidsel selv har lavet i papir.

- Jeg elsker at lave små ting. Bare sidde og lave æsker og sådan noget.

Og så spiller hun klaver. Hver mandag på musikskolen og hver dag derhjemme øver hun sig på det elektriske klaver. Nogle morgener, mens de andre spiser morgenmad, når hun lige at spille lidt, inden hun skal med skolebussen. Stille opladning til skoledagen.

Hold kæft, hvor er du grim, siger Sidsel til Line, som hun skal lave et portræt af i billedkunsttimen.

- Du får altså lige en kyssemund.

Hun tegner et stort, lyserødt hjerte som Lines mund.

- Synes du ikke, det er ret kedeligt, det her?

- Skal jeg også komme sløjfer i dit hår.

Hun ender med at krølle tegningen sammen og begynde forfra.

I matematik arbejder Sidsel og Line med at lave plancher om en Rover.

- Hej kom lige, råber de til læreren. Han skal høre, at de har været henne og hente brochurer hos bilforhandleren.

De taler om bilens indvolde og om, hvilke billeder der er de flotteste. Der bliver nok til tre plancher i alt.

- Det her er meget sjovere end matematik. Bare det var sådan altid, siger Sidsel.

De sidder og arbejder på biblioteket. Der er mere ro end i klassen. Dog lader de sig gerne forstyrre, når klassekammeraterne kommer efter en bog. De har også altid en kommentar til den lærer, der går forbi. Og til pedellen. Han og Sidsel laver meget sjov med hinanden.

Svømning er et af de gode fag i skolen. Sidsel boltrer sig som en fisk i vandet. Hun havde godt nok glemt sit svømmetøj i skolebussen og var meget ærgerlig over det, men så lånte hun bare en badedragt af en veninde, der havde svømning i timen inden.

Hun har været konkurrencesvømmer i halvandet år, men det blev for meget for hende at skulle af sted næsten hver weekend. Nu spiller hun fodbold, men sæsonen er slut.

På værelset har Sidsel en kasse fyldt med medaljer.

Der er medaljer fra svømning og dans. Blandt andet er hun engang blevet nummer to i Danmarksmesterskabet i dans. Hun har danset rock'n roll i tre år. Først dansede hun med sin bror og siden med en veninde.

Hele familien er sportsinteresseret. Alle går til et eller andet med en bold. Faktisk er Sidsel den, der har interesseret sig mindst for en bold tidligere, men nu har hun altså kastet sig over fodbolden.

En anden interesse, familien er fælles om, er at stå på ski. Hvert år tager de alle af sted til Norge eller Sverige for at dyrke vintersporten. Så må karlen passe gården alene i den uge, for vinterferien er højt prioriteret.

De har en minibus, hvor der er plads til hele familien. Den kørte de også på sommerferie i. Tolv dage på camping i Østrig. Årets vinterferie går også til Østrig.

Denne eftermiddag digter hun og Line lige en fødselsdagssang til nogle fra klassen. Sidsel og en anden pige har inviteret til pigeparty med mad og en aften i svømmehallen.

Sangen er på en af Lars Lilholts melodier. De to veninder har tit lavet sange sammen.

- Vi skal snart til optagelsesprøve til en musical i Holstebro. De skal bruge nogen mellem ti og tolv år til at synge. Det kunne være rigtig skægt at være med. Vi venter bare på at få et brev fra dem, fortæller Sidsel.

Senere på aftenen skriver hun sangen rent på familiens computer.

- Jeg bruger kun computeren, når jeg skal lave lektier. Og jeg laver godt nok ikke lektier frivilligt, siger hun med et smil.

Sidsel holder meget af at synge. I musiktimerne øver klassen på nogle sange til en stor kordag for alle 4.- og 5.-klasser i kommunen. Det er ikke alle, der synger lige meget med, men Sidsels stemme går klart igennem.

- Musik er det bedste. Musik er et frihedsfag, siger hun.

- Jeg kan godt lide at synge. Når man får at vide, at man er god til noget, så føler man det også selv.

- Jeg vil male eller synge - engang. Men det er en fremtidsdrøm. Sådan en skal man have.

Der er tradition i familien for at tage på efterskole. Den ældste pige er lige kommet hjem for at gå i gymnasiet, og den næste i rækken er på efterskole nu. Sidsel fortæller, at efter 7. klasse på Resen Skole skal hun gå i 8. klasse i Struer, og derefter skal hun på Unge Hjems Efterskole i Århus, hvor der er meget drama og musik.

- Det har jeg besluttet, siger hun med eftertryk.

Jeg kan godt lide at synge. Når man får at vide, at man er god til noget, så føler man det også selv

Jeg er mere rolig hjemme end i skolen. Det er nok fordi, jeg skal lade energi op

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Powered by Labrador CMS