Debat

Hvor skal vi hen du

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter kongressen forsøger Skolelederforeningen stadig at så tvivl om skoleledernes fremtidige placering i foreningen. På Fyn oplever vi, at amtsbestyrelsen opfordrer til, at skolelederne ikke deltager i møder med de lokale kredse, førend Skolelederforeningen har fastlagt en politik vedrørende ledernetværk. Lad os dog stå sammen i foreningen. Lad os fortsætte og udbygge det gode kredsarbejde til gavn for både lærere og ledere. Hvem er det, der kan have interesse i at splitte foreningen? Hvor er alle de ledere, som har så store problemer med at være repræsenteret af den lokale kredsstyrelse, at de nu er parate til at gå enegang ved dannelse af en selvstændig forening? Vi har hørt om en masse problemer, som i tilfælde af . . . kunne tænkes at opstå, men heldigvis er det sjældent, at vi hører om problemer fra den virkelige verden!

På Fyn opfordres skolelederne til at frasige sig de demokratiske rettigheder i forhold til kredsene. Min opfordring skal være: Styrk arbejdet i kredsene ved at indgå i et konstruktivt samarbejde med kredsene ved dannelsen af de nye ledernetværk. - Styrk sammenholdet i foreningen ved at beholde de demokratiske rettigheder i kredsen og ved at deltage i kredsenes arrangementer på lige fod med alle andre medlemmer i foreningen. Gør du det, er du med til at stoppe den foreningsskadelige virksomhed, som ledelsen af Skolelederforeningen bruger alt for mange kræfter på.

Claus Hougaard Christiansen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

skoleleder, Langtved