For nu at udskyde den endelige fallit strammer undervisningsministeren op, idet han koncentrerer centrale dele af folkeskoleloven i otte fokusområder (det svarer til de signaler, en erhvervsvirksomhed udsender lige inden betalingsstandsning).

Eller måske er det et pædagogisk fif, fra dengang Ole betjente ferle og ris.

At der skulle gå tre år, inden han indså, at hans livsdrøm er og forbliver en drøm, er overraskende. Derimod ikke, at det er gået, som det er! Sagt - uden bagklogskab - hvilket læsere af Folkeskolen og dagspressen vil vide - af en normallærer - på en normalskole - med normalbørn - i normalklasser!

Fokusområde to er i det store hele et sammenkog af paragraf 18, styk 1 og 2 - noget af det tungeste i loven (hvis der bortses fra paragraf 18, styk 4, og paragraf 13, styk 2).

Og vel nævnes det, 'At undervisningen planlægges og tilrettelægges således, at den rummer udfordringer for den enkelte elev'. (. . .) En reminder til lærerne. Men pegepinden er dog især rettet mod skoleledelsen, der indskærpes 'At sikre, at lærernes samarbejde om undervisningens tilrettelæggelse og organisering giver de maksimale undervisningstilbud til den enkelte elev'. (. . .) Vanligt er der ikke en lyd om, hvordan det skal foregå i praksis. Altså søges aben anbragt hos ledelsen, når lærerne ikke kan/vil. Så nu bliver spanskrørene nok støvet af på kontorerne rundt om!

Og vi må forudse stresset pirrelighed hos denne erhvervsgruppe i den kommende tid. Nærgående udviklingssamtaler! I det mindste øget mødeaktivitet om emnet. Måske peptalks af pædagogiske koryfæer af lokalt tilsnit! For så er der dog gjort noget, selv om det må formodes at have samme virkning som at 'læse' over en bullen finger!

Men hvem fanden kan fortælle mig, hvad 'maksimale' undervisningstilbud egentlig er?

Niels Christian Christensen

Hjørring