Debat

Imaginære Madsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er minsandten ansat en vittig hund i bladets redaktion. Uge efter uge digter han læserbreve fra en imaginær person ved navn Vagn Madsen i Brønderslev. Men vi har forstået provokationen. Floskler og udokumenterede påstande bør naturligvis ikke findes i et medlemsblad for veluddannede mennesker. Men nu er vi altså advaret.

Hvis det groteske skulle ske, at der virkelig findes en person ved navn Vagn Madsen, ja så er sagen jo straks alvorligere. Uge efter uge opnår han formodentlig orgasme ved at se sine udgydelser i bladet. Indlæggene erindrer mig om en lærer på Danmarks Lærerhøjskole, der bemærkede efter et indlæg: Dit engagement kunne ikke opveje manglen på refleksion.

I mange år som seminarielærer har jeg set det som min hovedopgave at sætte rød streg under udokumenterede postulater og floskler i de studerendes eksamensoplæg i pædagogik og undervisningslære. Det er ikke alene ukvalificeret, men også uvederhæftigt som underviser i folkeskolen at betjene sig af sådanne udsagn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det vil være håbløst og tidsspilde at komme med eksempler fra alle de mange læserbreve - men:

I sidste nummer af Folkeskolen kunne man for eksempel i første tredjedel af indlægget se: 'marxistisk lighedsforblændende folkeskolelov' - 'uddannelsesødelæggende effekt af folkeskoleloven' - 'lobhudling af dekadencens uddannelsesformørkende folkeskolelov' og så videre.

Udvendig snak uden indhold skal vi bebyrdes med uge efter uge. Hvordan i himlens navn kom den mand igennem en lærereksamen? Men der er selvfølgelig den opmuntring, at han som viceinspektør forhåbentlig ikke har fuldt timetal, så han kan koncentrere sig om at tælle kladdehæfter i stedet for at undervise.

Henrik Bau

Vordingborg