Moderen var lige død, faderen, der havde siddet i kz-lejr, drak minderne og midlerne væk, så den dengang 16-årige Ole Pedersen måtte tage flere forskellige småjob for at slæbe penge hjem til familien. Da realeksamenen rykkede nærmere, blev det sværere og sværere at klare både job og skole, indtil den dag en lærer kaldte den unge Ole til sig. 'Ole', sagde han, 'her har du 500,- kroner. Drop dit erhvervsarbejde og koncentrér dig om din eksamen'.

I dag er Ole Pedersen 58 år og forstander på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Han blev reddet af en lærer, og erfaringen har gjort et uudsletteligt indtryk på ham:

- Jeg kendte kun læreren - Kurt Andersen hed han - som gårdvagt. Jeg havde aldrig haft ham til noget. Alligevel lånte han mig 500 kroner - og det var en fantastisk stor sum dengang - fordi han nærede omsorg for min person. Han var engageret i mig som menneske.

Senere i livet har jeg - blandt andet på seminariet - mødt andre lærere, som også turde være hele mennesker, og det er afgørende for, at jeg er blevet det, jeg er i dag. Det stod bestemt ikke skrevet i de sociale stjerner, at jeg skulle være lærer. Det blev jeg, udelukkende fordi jeg var så heldig at møde lærere, der turde være personligheder og engagere sig i elevernes liv, siger Ole Pedersen.

I dag bliver der længere og længere mellem den slags lærere. Lærerens personlighed presses ud af skolen, mens lærerrollen overtager tomrummet som en dårlig stand-in, mener Ole Pedersen:

- Læreridealet bliver mere og mere designet i disse år, og dermed forsvinder det personlige forhold mellem lærer og elev.

Den nye lærerrolle hænger ifølge Ole Pedersen sammen med, at skolen i stigende grad bliver erhvervsforberedende:

- For bare ti år siden var der bred politisk og pædagogisk enighed om, at skolen er for livet. Vi skulle give eleverne redskaber, så de kunne tackle deres tilværelse. Men i dag er det ikke længere odiøst at sige, at skolen skal producere elever med ganske bestemte kvalifikationer, så vi kan klare os i konkurrencen med Taiwan, Japan og Hongkong.

Det er for eksempel forklaringen på, at der investeres så mange penge, ord og så megen politisk energi i informationsteknologi: Vi skal kunne klare os i konkurrencen med de andre lande. Vi er så optaget af verdenshandlen, at det har ændret præmisserne for vores skolepolitik.

Skolen er i dag for erhvervslivet. Det griber ind i vores holdning til lærerne. I dag skal læreren være konsulent, vejleder eller coach og liste lige så stille rundt i lokalet for ikke at forstyrre eleverne, mens de sidder og taster på deres computere. Læreren skal bare være til rådighed.

Den udvikling er uheldig, mener Ole Pedersen:

- Vi har brug for lærere, der fylder noget. Men det bliver sværere med den nye læreruddannelse, hvor historie er afskaffet som obligatorisk fag, og hvor eleverne skal vælge mellem dansk og matematik. Dansk og historie er de store kulturbærende fag; det er fortællefag, hvor der ikke findes et bestemt svar. Derfor rummer de den største udfordring til lærerne: De tvinger lærerpersonligheden til at træde i karakter, så vi får spillevende mennesker i stedet for designede roller.

Ole Pedersen er uenig i en af tidens flittigst citerede antagelser i den danske, pædagogiske verden, nemlig tankerne fra lektor cand.pæd.psych. på Danmarks Lærerhøjskole, Steen Larsen om, at læreren ikke kan lære eleverne noget. Ole Pedersen siger:

- I neurologisk forstand er det sikkert rigtigt, at jeg ikke kan lære andre noget. De skal være parate til det, og de skal selv tilegne sig det. Men det er, mener jeg, en akademisk diskussion, og jeg tør godt påstå, at jeg har lært mange af mine elever noget, og jeg ved, at jeg har lært meget af mine lærere.

Biologilæreren var en af dem, der lærte Ole Pedersen noget. Når han fortalte om fiskeriet omkring Bornholm, kunne eleverne både høre og se kutterne tøffe gennem bølgerne - og det var længe før, videoen blev opfundet. Ole Pedersen:

- Jeg kan ikke huske, hvad han sagde om fiskeriet, men han inspirerede mig til at arbejde videre med fisk og især fugle; det har jeg gjort, og i dén forstand har han lært mig noget.

Også historielæreren inspirerede Ole Pedersen. Hans medrivende fortællinger og hans faglige engagement bestemte, hvad Ole Pedersen læste i de fire år, hvor han sejlede rundt på verdenshavene som matros på et ØK-skib (Det Østasiatiske Kompagni): Han læste verdenshistorien. Grimbergs 8.000 sider lange verdenshistorie. Han fortæller:

- De andre på skibet grinede ad mig og gjorde nar af min interesse for historie. De sagde, at jeg var så hellig, at jeg ikke kunne pisse på en søndag, men jeg var dybt fascineret af det, historielæreren havde fortalt, og jeg brugte timer på at lære kongerækker udenad. Læreren havde i faglig forstand inspireret mig, fortæller Ole Pedersen.

For en halv snes år siden - dengang han stadig var lektor i dansk påÅrhus Fællesseminarium - blev Ole Pedersen ringet op af bestyrelsesformanden for en stor dansk virksomhed. Han ville gerne have ham til at holde et foredrag. Om Klods-Hans.

Ole Pedersen kendte udmærket virksomheden; der havde været talt og skrevet meget om den, siden dens bestyrelse med et hug fyrede hele direktionen og forfremmede mellemlederne til nye topchefer.

Mellemlederne havde været både dygtige og pålidelige, men som direktører slog de slet ikke til, og derfor ville bestyrelsen have Ole Pedersen til at fortælle direktionen om Klods-Hans.

- Bestyrelsen havde, siger Ole Pedersen, en sikker fornemmelse af, at de problemer, den stod over for, handlede om kultur. Det gjorde de også; mellemledere var vant til at løse bestemte, givne opgaver og følge forskrifter. Topchefer derimod skal handle smidigt og per konduite, og det kræver en ordentlig kulturel ballast.

- Topchefer skal, som Klods-Hans, være personligheder, og personligheden styrkes af kultur. Derfor ville bestyrelsen have mig til at give et bud på, hvorfor det altid er knøsen, som får tøsen i litteraturen og eventyrerne.

I en tid, hvor en stor del af skoledebatten drejer sig om erhvervslivets behov, kan historien om den betrængte virksomhed også kaste lys over folkeskolens opgave, mener Ole Pedersen:

- Vi kender ikke fremtiden, og vi ved ikke, hvilke opgaver den vil stille eleverne over for. Derfor skal vi give dem redskaber, så de kan tackle tilværelsen og blive topchefer i deres eget liv. Det vigtigste er altså ikke det specifikt faglige, de lærer i skolen, men den personlighed, de udvikler, siger Ole Pedersen.

Ifølge Ole Pedersen er det, når man underviser i engelsk, nødvendigt, at man taler sproget perfekt, kender imperiets historie og er mindst lige så velorienteret om britiske samfunds- og kulturforhold som en brite, for der er ikke noget så jammerligt som undervisere, der ikke kan deres fag. Men - fortsætter han - faglig dygtighed er på ingen måde tilstrækkeligt for den gode lærer:

- Den gode engelsklærer skal kunne se det engelske i det engelske. Det er altså ikke nok, at han er fuldt fortrolig med det fremmede; det sikrer kun teknisk god undervisning. Skal undervisningen være levende - eller musisk - skal læreren være så godt inde i det særlige danske, at han kan erkende det fremmede som fremmed. Det særlige danske er udgangspunktet og forudsætningen for musisk undervisning, siger Ole Pedersen, som understreger, at det musiske i skolen i denne sammenhæng intet har med de praktisk-musiske fag at gøre:

- I debatten fokuseres der alt for meget på de musiske fag, men det er ikke nok med et par ekstra timer til de praktisk-musiske fag. Undervisningen skal være musisk i alle fag, og dét kræver lærerpersonligheder.

Mikkel Hvid er freelancejournalist.