Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Professionel selvtillid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Usaglig offentlig kritik, forslag om ansættelse af ikke-læreruddannede, opbygning af nye styrings- og evalueringssystemer, politisk indblanding i undervisningsmæssige detaljer og så videre. Angrebene på lærernes kompetence og professionalisme er mangfoldige i disse år. Det er på tide, at der bliver sagt fra. Lærerne må slå i bordet og kræve respekt om professionens autonomi.

Det er der faktisk et solidt grundlag for at gøre. Lærerprofessionens kerne er undervisningskompetencen, og vejen til større respekt går gennem en markering af, at denne kompetence er velfunderet på et grundlag af erfaring og forskning.

Denne forskning har efterhånden givet nogle klare og brugbare resultater: God undervisning er først og fremmest karakteriseret ved et velvalgt indhold. Det vil sige et indhold, som eleverne oplever, at de kan bruge til noget - enten til umiddelbart at blive klogere på verden, til at få mulighed for at gøre noget nyt eller som grundlag for ny læring. Indholdet skal være velstruktureret omkring nogle markante pointer og baseret på grundbegreber, der muliggør forståelse af sammenhænge.

Med hensyn til metodikken viser forskningen, at undervisningen først og fremmest må gå i dialog med elevernes forhåndsopfattelse af de emner, der undervises i. Denne forforståelse er ofte mangelfuld eller direkte forkert, og den skal transformeres til en mere korrekt forståelse.

Det sker ikke ved blot at præsentere eleverne for en ny forståelse. Det kan let gå eleverne som Holbergs Erasmus Montanus, der på universitetet sagde, at jorden var rund, men hjemme i landsbyen, at den var flad. Undervisningen må demonstrere for eleverne, at deres forforståelse er utilstrækkelig, og det kræver, at læreren kommer i dialog med dem.

Det er afgørende, at der bliver stillet krav til eleverne. Kravene skal være veldefinerede og store, men de skal formidles i en positiv ånd, der viser, at man forventer, at eleverne vil kunne leve op til kravene. Eleverne skal være fagligt aktive. De lærer kun noget af det, de selv gør. Og de skal have feedback på deres præstationer.

Læreren skal være en troværdig repræsentant for sit budskab. Læreren skal ikke blot kunne sit fag, men også udøve det. Eleverne skal kunne fornemme, at idrætslæreren selv dyrker idræt, at musiklæreren spiller, synger eller går til koncert, at dansklæreren læser litteratur og så videre. Ellers har de ingen gennemslagskraft som formidlere af budskabet om, at faget er spændende, udfordrende og interessant.

Det kan være nødvendigt at indgå kompromiser. Men man må være klar over, at det går ud over undervisningens kvalitet, hvis ikke læreren er en levende og overbevisende repræsentant for faget.

Der eksisterer ingen vidundermetoder. Der er lavet megen forskning i forsøg på at finde ud af, om den ene eller den anden undervisningsform er mest effektiv. Er lærerforedrag bedre end gruppearbejde? Er projektarbejde effektivt? Næsten alle forskningsprojekter har givet samme resultat: Alle almindeligt brugte undervisningsformer er stort set lige effektive.

Forklaringen er den enkle, at undervisningsformen er forholdsvis betydningsløs. Det afgørende er indholdsvalget, kravene til eleverne, dialogen mellem elever og lærer og lærerens fagligt-pædagogiske egenskaber.

Lærerne har som profession grund til stolthed: Historiske undersøgelser viser, at dagens undervisning er langt mere effektiv, end tilfældet var i folkeskolens barndom for et par hundrede år siden.

Forskningen giver grund til professionel selvtillid, og den demonstrerer, at undervisningskompetencen har en solid basis. Hvorfor er denne forskning ikke mere kendt i Danmark?

Forklaringen er efter min mening, at lærerne og de pædagogiske forskere har været alt for emsige for at demonstrere, at de var med på alle mulige politiske trends. Skolen har skullet skabe lighed, udvikle et grønt islæt, skabe iværksætterånd, sænke selvmordstallene og så videre. Pædagogisk forskning og udvikling i Danmark har været alt for optaget af at udvikle pædagogikker i forlængelse af sådanne krav. Dermed har man indirekte sendt det budskab til offentligheden, at professionen ikke har sit eget selvstændige grundlag at stå på. Det er ikke mærkeligt, at offentlighedens respekt for lærerprofessionen er begrænset.

Der er grund til - og grundlag for - at fortælle offentligheden, at lærerprofessionen ved, hvad god undervisning er, og at vi er i stand til at praktisere det.

Lektor i didaktik ved Københavns Universitet.

Powered by Labrador CMS