En velskrivende leverandør fra det nordjyske af læserbreve til Folkeskolen har på det sidste betegnet DLF's manglende aktivitetsniveau i forhold til medlemmerne som 'omsorgssvigt'.

Mon ikke mange har oplevet DLF de sidste par år som påfaldende anonym, men med kongressen i Aalborg er det lykkedes foreningen at bringe sig selv på banen - med et eklatant selvmål.

Med 18 millioner kroner af egne midler, selv om det blandt andet vil betyde kontingentforhøjelse, vil foreningen betale for et kvalitetsprojekt til forbedring af folkeskolen.

Det er en særpræget oplevelse at læse i Aalborg Stiftstidende, at 'lærerpengene', som det hedder, skal bruges til materialer, konsulenter, kurser og konferencer.

Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde.

Der er dog næppe tvivl om, at man vil more sig i Kommunernes Landsforening. Og en overskrift i Mogenavisen Jyllands-Posten lyder da også: Lærere vil selv betale for kvalitet.

Jeg er vist ikke helt på vildspor, når jeg hævder, at det er en arbejdsgiveropgave at bekoste en kvalitetsforbedring af folkeskolen, det vil sige, man får den skole, man betaler for - hvilket man passende kunne erindre lokalpolitikerne om op til kommunalvalget.

Som bekendt går DLF på to ben, et fagpolitisk og et pædagogisk. Derfor skal DLF til enhver tid være klar til at gå i en kritisk-konstruktiv dialog med arbejdsgiversiden om pædagogiske emner for herigennem at præge udviklingen. Men så skal foreningen heller ikke gå et skridt længere på det pædagogiske ben.

Er man i hovedstyrelsen og på kongressen blev skræmt af negativ medieomtale og undervisningsministerens bemærkninger om, at politikernes tålmodighed efterhånden er ved at være opbrugt, når det gælder den ny skolelov, og at han (undervisningsministeren) venter at se resultater 'over hele linjen' i løbet af de næste to år? Så skræmt, at man vil betale sig fra det?

Med de 18 millioner kroner er der sket en utilbørlig sammenrodning af arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser!

Det pædagogiske initiativ burde i stedet gå på en diskussion af nogle påtrængende modsigelser i forbindelse med den ny skolelov, for eksempel kravet om anvendelse af nye, tidkrævende undervisningsmetoder og forventningen om høj faglighed samt det helt generelle: den manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Og så mener jeg i øvrigt, at foreningen burde sætte det fagpolitiske ben forrest og i højere grad beskæftige sig med de egentlige fagforeningsopgaver, nemlig medlemmernes løn- og arbejdstidsforhold.

Frede Fladkjær

Vodskov