Debat

'Lær-IT' og børnehave- klassen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnehaveklasseledere fik som alle andre modtagere af Folkeskolen nummer 45 en ganske gratis cd-rom med 'Lær-IT 3'. - Flot gjort. Men . . . der går ikke mange minutter med materialet på skærmen, før de opdager, at den alligevel ikke er til dem. Indholdet er nemlig organiseret i fag - og sådan nogen er der (heldigvis) ikke i børnehaveklassen. Selv om edb skal integreres i alle fag, skal det jo også ske på alle klassetrin - inklusive børnehaveklassen. Det burde derfor have været et valg i indholdsfortegnelsen. Når det ikke er det, skyldes det måske, at der ikke er noget for børnehaveklasselederne at hente?

En søgning på 'børnehaveklasse' giver henvisninger til loven, vejledninger, temahæfter og bekendtgørelser om forskellige fag og børnehaveklasseledernes arbejdsforhold, som findes andre steder - og en henvisning til et konkret undervisningseksempel i musik, der viser sig at være et forløb i 6.-7. klasse! Men der er jo flere muligheder. Søgning på 'samordnet indskoling' giver ikke noget, men 'indskoling', 'skolestart' og 'begynderundervisning' giver pote (hvis man vel at mærke har en Windows-maskine, ellers får man ikke noget!). Også her får den sultne børnehaveklasseleder en masse lovstof, vejledninger og temahæfter, og af de fem konkrete undervisningseksempler viser højst tre af dem sig at være til indskolingen. Det ene er endda et samordnet indskolingsforløb, selv om tidligere søgning på det var negativ.

Der er ikke andet for end selv at gå på opdagelse i børnehaveklasserelevante fag. Og der er selvfølgelig ting at finde - i hvert fald i dansk, tværfaglige emner og specielt i billedkundskab. Det er alligevel lidt skuffende, for børnehaveklassepædagogik er jo ikke bare forlængelse ned i klasse 0 af 1.- og 2.-klasse-indhold og metoder, vel? Og det er også skuffende, fordi nogle af eksemplerne er umådeligt tynde - for eksempel 'De tre Bukke Bruse', et multimedieprojekt i dansk for 1. klasse. Indholds-, forløbs- og metodebeskrivelsen er yderst sparsom, og det 'multimediale' begrænser sig til indtalte tekster! At læreren så laver alt det sjove og lærerige med indscanning og tekstskrivning, mens børnene må nøjes med at tegne (på papir) og indtale teksten efter at have lært den udenad, må nærmest siges at være dårlig undervisning også i informationsteknologi (IT)!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

'Lær-IT' har mange flotte billeder, og det er godt at have de relevante tekster for hånden i denne sammenhæng. Der er sikkert også meget at hente for lærere i skolens fag, men for børnehaveklasseledere må det være en stor skuffelse. Overskriften på dette indlæg burde måske have været: 'Lær-It - ikke for børnehaveklassen'?

Kjeld Folmer Nielsen

København

Svar:

I 'Lær-IT' finder man hele folkeskoleloven, vejledninger, bekendtgørelser, fag- og temahæfter med mere.

'Lær-IT' indeholder desuden en række undervisningseksempler, som ikke er udtømmende for skolens fag, områder og emner, men netop ideer til inspiration og undervisning. Det har desværre ikke været muligt at få indskolingsområdet dækket indtil nu, men udviklingen af 'Lær-IT' fortsætter på Internettet.

Lise Dalgaard

Folkeskoleafdelingen

Undervisningsministeriet