Nå, spørges man efter at være kommet hjem fra kongres, hvordan var det så? I parentes bemærket er indeværende periode min første som delegeret.

Jo, formandens mundtlige beretning var stærk, vedkommende - og den bedste i mange år, sagde de mere erfarne delegerede. Princip- og arbejdsprogrammet med foreningens indsatsområde 'Kvalitetsudvikling i folkeskolen - i dialog' blev i enighed vedtaget. På andendagen manifesterede foreningen afstandtagen til racisme og fremmedhad ved uddelingen af Stinus Prisen til Ung-sam. Vi kunne alle være stolte af at være medlem af DLF.

På tredjedagen kom den store nedtur. Formanden fremlagde hovedstyrelsens forslag til en model for skoleledernes organisatoriske placering. Sobert ridsedes forløbet op; vi blev alle erindret om alvoren i sagen og om vores store ansvar i behandlingen, og der appelleredes til at slutte op om modellen for at bevare den fælles forening og passe på folkeskolen. Straks efter gik Skolelederforeningens formand på talerstolen. Efter skamros af modellen og formandens fremlæggelse kom såændringsforlaget om centralt fastsat og opkrævet kontingent. Så var ballet åbnet! Den anden fløj i salen fremsatte ændringsforslag, der stærkt begrænsede skoleledernes mulighed for frigørelse fra kredsenes politiske beslutninger. Taler efter taler efterlyste motivet for skoleledernes forslag, men svaret var rungende tavshed.

I en pause drøftedes situationen. Egentlig kunne vi godt støtte forslaget om centralt kontingent. Herregud, lidt flytten rundt med pengene kunne i virkeligheden være ret ligegyldigt, men vi kunne alligevel ikke risikere at støtte forslaget. Hvorfor ikke? Fordi den efterfølgende og endelige afstemning krævede to tredjedels flertal, og enhver kunne gennemskue, at et sådant flertal ville være svært for ikke at sige umuligt, at rejse med kontingentforslaget indarbejdet. Dermed ville vi stå samme sted som før kongressen, og Skolelederforeningens delegerede ville kunne sige: 'Se bare, lærerne vil ikke være med til noget som helst for at løse vore problemer, så vi melder os ud.'

Kongressen opførte sig efterfølgende fornuftigt og ansvarligt. Den nedstemte samtlige ændringsforslag for til sidst at vedtage hovedstyrelsens kompromisforslag med det nødvendige flertal på mere end to tredjedele, efter at formanden indtrængende, men forgæves, havde bedt alle om at trække ændringsforslagene. Efter afstemningen forlod de delegerede fra Fraktion 3 salen for at meddele pressen, at de melder sig ud.

Det var deprimerende og nedslående at følge Skolelederforeningens delegerede gennemføre et goldt og taktisk spil, der helt indlysende kun havde til formål at obstruere en løsning. Jeg håber for foreningens og folkeskolens fremtid især, at flertallet af skoleledere tager afstand fra dette rænkespil og dermed drager de nødvendige konsekvenser.

Gunnar Moesgaard Thomsen

Varde Lærerkreds