Debat

Med hovedet under armen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 45 udtrykker Per Dalgaard fra Ryomgaard sin sympati for de to lærere fra Dalumskolen, der nægter at undervise somaliske piger, hvis de bærer hovedtørklæde. Det er helt okay, Per Dalgaard, vi lever jo i et frit land.

I din argumentation benytter du et tænkt eksempel på, hvad der ville ske, hvis to danske teenagepiger mødte op i et muslimsk land iført 'miniskørt og lette toppe', og du har allerede svaret; de ville 'blive fængslet, hvis de da ikke inden er blevet stenet'. Det ville de måske. Da du skrev dit debatindlæg, må du have haft 'hovedet under armen', idet de to situationer - de somaliske piger med hovedtørklæde og de to danske piger med miniskørt og lette toppe - ikke er sammenlignelige. De danske pigers påklædning er ikke religiøst betinget, men det er de somaliske pigers. Lad mig nu give dig et tænkt eksempel: En troende dansker arbejder i et muslimsk land, og han hævder sin ret til for eksempel at bede bordbøn. Tror du da, at de muslimske bordfæller ville nægte at spise sammen med ham? Jeg tror det næppe, medmindre han var i selskab med fundamentalister.

Den fremmedfjendske debat er ved at blive lidt skinger: Et folketingsmedlem fra det såkaldte Fremskridtsparti har foreslået, at somaliske flygtninge skal kastes ned fra fly over Somalia - dog iført faldskærm - og to lærere nægter at undervise 10-12-årige børn, fordi de bærer hovedtørklæde. Men er der dog ingen grænser for, hvor umenneskelig man kan være? Hvordan fanden tror du, at de to somaliske piger og deres familier har det? Bvadr.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Poul Thomsen

Lyngby-Taarbæk Lærerforening