Det passer ikke. Lærerstuderende er ikke luksusdyr, der vælger uddannelsen fra, sådan som det i forrige uge blev hævdet fra talerstolen på DLF's kongres.

Lærerstuderende spiller ikke backgammon, mens der er timer. De sover ikke, når læreren underviser, og kaffe er noget, de henter i kantinen, når timen er slut - ikke noget, de bruger kostbar undervisningstid på at få fat i.

- Det kunne vi aldrig finde på, siger Martin Torp. Han er studerende på første årgang på Aalborg Seminarium, og her til morgen er han netop blevet færdig med at fremlægge en opgave om urolige børn sammen med sine to gruppefæller Anne Friis og Marianne Lerup Hansen.

Martin har aldrig set et backgammonbræt på seminariet, og han er noget rystet over at høre, at det er blevet sagt, at studerende bliver væk fra undervisningen for at spille backgammon, hvis de da ikke sover i timerne eller er på vej efter kaffe.

- Det er slet ikke holdningen i vores klasse, og jeg tror heller ikke, at der er ret mange andre af de studerende her på seminariet, der har det forhold til undervisningen. Men jeg ved godt, at man på andre seminarier har problemer med studerende, der ikke er engagerede i undervisningen. Derfor er det fint, hvis man på kongressen diskuterer de studerendes holdning til uddannelsen, siger han.

Under de tre studerendes fremlæggelse var der ikke ligefrem overfyldt i lokalet. Fire lærere og tre medstuderende var til stede, og de havde alle særlige opgaver at varetage. Lærerne var vejledere eller havde andre funktioner i forhold til de studerende, og de tre medstuderende var udpeget til at være opponenter på opgaven.

Der er 30 studerende på holdet. I betragtning af, at der kun var seks til stede under fremlæggelsen, var fraværsprocenten overordentlig stor.

- Sådan plejer det ikke at være i vores klasse, og i går, som også var fremlæggelsesdag, var næsten alle til stede. Men det er tidlig fredag morgen, og jeg tror, at mange fejrer, at vi er ved at være færdige med vores introduktionsforløb, siger Anne Friis.

Hun er opstemt over, at fremlæggelsen er vel overstået, og lige i stødet til at forsvare sine medstuderende.

- Hvorfor skulle man gå på seminariet, hvis ikke man var engageret i undervisningen? Vi går her for at få en uddannelse, og det svier til en selv, hvis ikke man følger med. Når folk er fraværende, er det enten fordi, de er syge, eller fordi de er i gang med noget, der drejer sig om undervisningen. Meget projektarbejde kræver, at man arbejder selvstændigt med et emne, så kan det være nødvendigt at være væk fra undervisningen.

Hun forstår godt, at Lærerstuderendes Landskreds er modstander af mødepligt.

- Mødepligt? Det har man ikke på universiteterne. Hvorfor skal man så have det på seminarierne? Det primære er, at man interesserer sig for studierne, ikke at man er til stede i et bestemt antal timer. Vi skulle nødigt ende med et system som det i gymnasiet, hvor man regner fraværsprocenter ud.

De tre opponenter, Maria Conrad, Birgitte Fries Jeppesen og Morten Madsen, skulle egentlig have været fire, men fjerdemanden var syg.

- Jeg er helt sikker på, at der ikke er tale om pjækkeri. Han er virkelig syg, siger Birgitte Fries Jeppesen. Normalt er der næsten ingen, der ikke er der, men alle kan gå hen og blive syge.

Efter fremlæggelsen går Maria, Birgitte, Morten, Anne, Martin og Marianne rundt på gangen uden for klasselokalet og småsludrer om forløbet. I det overdækkede gårdrum udenfor begynder flere og flere af deres klassekammerater at dukke op. Men der er et stykke vej til, at alle er mødt op.

Det er jo fredag.

Jan Kaare er freelancejournalist