Debat

En lille orm gnaver

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 44 bliver Annelise Riber lyst langt væk for sit indlæg i nummer 42. Om det er rigtigt eller forkert, kan jeg ikke helt gennemskue, men en lille orm gnaver i mig og siger, mon hun kunne have ret, og jeg synes også, det kunne være interessant, om hovedstyrelsen ville be- eller afkræfte hendes påstand.

Vendingen 'folk af den kaliber' behøver vel ikke at opfattes negativt, det gjorde jeg i hvert fald ikke, da jeg læste hendes indlæg. Hvem Edel Hertz og Kristian Fløj-Jensen er, ved jeg ikke meget om, ud over at de er pensionistrepræsentanter og deltager i kongressen. I det år, jeg har været pensionist, har mit eneste kendskab til dem været nogle få læserbreve i Folkeskolen, men hvad de står for, forhandler om, deltager i og så videre, ved jeg intet om.

I lokalkredsene og på skolerne gør man et stort arbejde for at introducere de nye lærere, så overgangen fra seminariets beskyttende mure til skolens barske hverdag bliver så blid som mulig, og det er fint nok; derfor havde jeg nok også forestillet mig, at jeg som ny pensionist for eksempel ville modtage en folder eller lignende om pensionistens rettigheder eller mangel på samme eller om, hvordan pensionistafdelingen (eller hvad det nu kaldes i DLF) er opbygget og fungerer, eller andet omhandlende min nye status.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg havde måske også tænkt mig, at mine to repræsentanter af og til afholdt møder, hvor de for eksempel fortalte om, hvad de i foreningen arbejdede med, forhandlede om, deltog i, eller hvad de agtede at sige eller gøre på kongressen. Jeg spørger i dum uvidenhed. Hvorfra ved de, hvad der rører sig i pensionisterne, og hvad pensionisterne mener om dette eller hint?

E. Johannessen

Lyngby