Kære Nina Kristensen

Tak for opsangen i dit indlæg i Folkeskolen nummer 45 - og for invitationen til at komme ud i det virkelige liv, hvor I, som du skriver, har nydt arbejdet med at gennemføre folkeskoleloven via en konkret opgave med at markedsføre Max Havelaar-kaffe i virkeligheden - i Brugsen. Lige indtil formanden for Århus Lærerforening og jeg kom med vore store pegefingre.

Og nu er dine elever så i gang med at skrive læserbreve, fordi sådan nogle fagforeningsvoksne taler hen over hovedet på dem ved at kritisere dele af 'Stærk Kaffe'-kampagnen.

Jeg mener nu ikke, at jeg i denne sag taler hen over hovedet på nogen, og jeg er, som citeret i Jyllands-Posten, heller ikke betænkelig ved de politiske budskaber i materialet. Tværtimod. Men jeg er altså betænkelig ved de principielle sponsorperspektiver i projektet:

- Kan vi acceptere nogle former for modydelser for godt og billigt undervisningsmateriale?

- Kan skolebørn sælge nogle produkter for nogle producenter - i nogle sammenhænge?

- Skal vi lærere afgøre det hver især i forhold til vore didaktiske overvejelser eller i forhold til, om vi eller vore elever sympatiserer med varerne eller budskabet?

- Kan og skal vi stå fast over for 'de frie købmænd', efterhånden som de politiske dagsordener om, at vi lærere skal opdrage færre lønmodtagere og flere iværksættere, bliver mere og mere højrøstede?

Sådanne og lignende overvejelser gør jeg mig. Og dem diskuterer jeg gerne med både dig og dine elever.

Det kan endda snart blive en meget vigtig diskussion, nu vores minister på linie med sine ministerkolleger i alle de øvrige vestlige lande har annonceret langt mere konkret samarbejde mellem uddannelses- og erhvervslivet. For landets konkurrenceevnes skyld.

Det er sådanne principielle sider i sagen, som har fået mig til at lægge afstand til, at elever optræder som sælgere af Max Havelaar-kaffen i Brugsen.

For som det fremgår af interviewet med mig i Jyllands-Posten, så har jeg stor sympati for både indholdet i kampagnen fra Mellemfolkeligt Samvirke og FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) for det virkelighedsnære i projektarbejdet og for opgaven med at opdrage elever til etisk og politisk bevidste forbrugere - og mennesker. Og jeg har i årevis arbejdet for, at vores fagforening selv skal være sig sit miljømæssige og etiske ansvar bevidst. Også i praksis - gennem sit kaffeforbrug og gennem sine investeringer. Flere gode voksenforbilleder ville kunne lette de pædagogiske opgaver for mange lærere.

Og i hovedstyrelsen er vi netop i år meget optaget af de etiske sider af vores profession, og vi foreslår derfor på kongressen, at foreningen skal arbejde hen imod at få vedtaget fælles etiske retningslinier i 1999.

En af pointerne ved en sådan professionskodeks er, at det ikke kan være regler, men retningslinier, som må debatteres grundigt for at blive fælles, og som den enkelte lærer selv må tage ansvaret for at omsætte til praksis.

I en sådan debat undgår vi ikke at tage nuanceret stilling til vores ansvar i forhold til børns naturlige engagement i det gode og rigtige og for grænserne for samarbejde med organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, FDB og det øvrige 'rigtige' erhvervsliv.

For der skal selvfølgelig være et samarbejde. Ikke bare fordi det står i loven, men fordi det er godt.

Efterskrift:

Prøv for øvrigt lige at gøre dine elever opmærksomme på, at jeg er citeret for at sige, at 'det er for meget, når man får skoleelever til at lave direkte markedsføringskampagner og sælge kaffen i Brugsen'.

Jyllands-Posten skærper det i indledningen til, at 'FDB misbruger skoleelever'.

Og i læserbrevet i Folkeskolen får det en tand ekstra, så du skulle være 'en af de lærere, der har ledt dine stakkels elever ud i FDB's forskrækkelige udnyttelse'.

Vi kan også lære meget af samarbejdet med pressen.

Jørgen Stampe

formand for DLF's pædagogiske udvalg