2. september i år havde jeg lejlighed til at præsentere nogle tanker for staben i Danmarks Lærerforening i København. Tankerne drejede sig blandt andet om kvalitet, og én af dem gik ud på, at det er helt uacceptabelt, at der findes lærere, hvis indsats og engagement er under al kritik, og en anden tanke gik ud på, at det er et kollegialt ansvar at give en vurdering af denne (manglende) kvalitet og eventuelt være med til at forlange vedkommende fyret - når og hvis alle anstændige forsøg på at rette skuden op måtte være slået fejl.

Den slags høster man ikke mange roser for at sige til fagforeningsfolk. Modtagelsen var blandet: Enkelte støttede disse for mig at se selvfølgelige tanker, men langt flere kom med tilsyneladende endeløse indvendinger: Det kan ikke være en fagforenings opgave; det kan ikke være kollegers opgave, det er ledelsens; det er usolidarisk (over for kollegaen, altså; hvad med børnene?).

Nu er det så, der er sket noget sjovt. Premierministeren i England, Tony Blair, har iværksat en politik til højnelse af kvaliteten af den engelske skole. Som bekendt er denne mand og hans partifæller valgt med det største flertal i mands minde i England. Og som bekendt er partiet Labour. Politikken går blandt andet ud på at fjerne de helt uduelige, både lærere og hele skoler i øvrigt. Forskellen til de tanker, jeg har fremført i årevis, er, at det skal ske ved ekstern vurdering, som en gruppe kontrollanter gennemfører; men den moralske begrundelse er helt klart den samme. Som Tony Blair sagde til sine partifæller ved kongressen i Brighton: Børn har kun et liv.

Så nu er det, jeg spørger mig selv - og jer: Gør det nogen forskel for jeres opfattelse af sagen, at disse forargelige tanker nu praktiseres af en engelsk Labour-regering?

Keld Brikner

mag.art i filosofi

Skanderborg