Debat

Det fælles åndedrag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lidt frit kan man vel fortolke den spanske ridder af den bedrøvelige skikkelse Don Quixotes kamp mod de vindmøller, der i hans fantasi fremstår som drabelige modstandere, der efterstræber hans Dulcinea, som et velmenende menneskes småkomiske kamp mod noget, der i falskhed giver sig ud for noget andet, end det i virkeligheden er. Og således bliver der vel, som Thorkild Thejsen skriver i sin leder i Folkeskolen nummer 43, noget Quixoteagtigt over den kritiker af folkeskolen, som med et citat gøres til en af bladets faste Don Quixoter, der ikke uden videre som de tusinde tavse tjener som det 'daglige fælles åndedrag', der holder det gammelmarxistiske lighedsideologiske herredømme over folkeskolen i live.

For som vindmøllerne altså ikke er drabelige riddere, således er folkeskolen heller ikke, hvad den giver sig ud for. At tale om fordybende faglighed i en skole, der vælter sig i tværfaglighed uden forudgående faglig fordybelse, er selvfølgelig falsk tale. At tale ømt omsorgsfuldt om skolen, der med den differentierede undervisning vil tage udgangspunkt i individet og sætte undervisningsmål for hver enkelt elev, er grov, demagogisk sandhedsforvridning, når skolen i størst muligt omfang er indrettet på med sin udelthed at lægge disse ædle bestræbelser hindringer i vejen. At propagere for kvalitetsudvikling er under sådanne forhold alene et forsøg på i størst mulig grad at få vindmøllerne til at ligne de fantasiskabte riddere, så blændværk og virkelighed smelter sammen.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev