Store opgaver i 60'erne

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det sidste tiår af min formandstid i DLF blev præget af to store opgaver på foreningens to områder: det fagpolitiske og det pædagogiske. Lønmæssigt var tjenestemændene i efterkrigsårene sakket bagud i forhold til det øvrige arbejdsmarked. Der blev i nogen grad rettet op på dette gennem den lov, som finansminister Kjeld Philip gennemførte i 1961, da der påén gang blev udbetalt 40 dyrtidsportioner. Det skete uden tjenestemændenes accept, idet det kunne dokumenteres, at det samlede 'efterslæb' var væsentligt større. Forsøg på at forbedre lønnen fik en brat afslutning med den 'helhedsløsning', der blev gennemført i 1963: der blev indført et prisstop, og dyrtidsreguleringen blev suspenderet. Derved blev der stort set sat stop for lønforhandlinger.

Dermed begyndte en ny udhuling af tjenestemændenes løn. Prisstoppet blev naturligvis ikke 100 procent effektivt, og mangel på arbejdskraft medførte en lønglidning på det private arbejdsmarked. Også inden for det område, som vi tilhørte, TFU (Tjenestemændenes Forhandlingsudvalg, som bestod af de akademiske Tjenestemænd (Samrådet), CO1 og CO2 samt Danmarks Lærerforening), skete der en skævvridning. Ved at give afkald på tjenestemandsansættelsen til fordel for overenskomstansættelse opnåede Samrådet, herunder gymnasielærerne, væsentlige lønstigninger i forhold til lærerne i folkeskolen.

Da lønforhandlinger efter helhedsløsningens udløb igen blev mulige, søgte man fra DLF's side primært at råde bod på denne deklassering i forhold til vore kolleger i gymnasiet. For det store flertal af lærerne var overlærerstillingen en slutstilling, og den havde hidtil været sidestillet med stillingen som overassistent inden for etatsorganisationerne. Vi foreslog den i stedet jævnført med stillingen som kontrollør inden for etaterne og en tilsvarende regulering for de lavere løntrin. Vi henviste her til vor forudgående uddannelsestid, der i modsætning til elevtiden inden for CO1 og CO2 var ulønnet. Det var netop dette forhold, der motiverede højere løn til akademikergrupperne.

Vore argumenter blev i vid udstrækning godtaget. Et første tilbud i 1968 blev afvist, men i 1969 sluttedes der forlig på stort set dette grundlag. Det kan tilføjes, at sygeplejerskerne, hvis uddannelsesforhold på mange måder svarer til lærernes, ikke ved den lejlighed opnåede et tilsvarende løft. Netop det blev baggrund for deres konflikt så sent som i 1995.

Et andet hovedpunkt ved forhandlingerne i 1969 var spørgsmålet om det pligtige timetal. Det havde i årtier, mens arbejdstiden på det øvrige arbejdsmarked gradvist blev nedsat, ligget fast på 36 undervisningstimer. Der var altså absolut velbegrundede krav om en nedsættelse. Et problem var det imidlertid, at på grund af lærermangelen, der da var på sit højeste, havde de fleste lærere overtimer, nogle endda mange. På begge sider var forhandlerne altså klar over, at enhver nedsættelse ville udløse en tilsvarende stigning i mængden af overtimer - til 25 procent overtidsbetaling. Det svækkede også vor argumentation, at vore kolleger rundt på skolerne demonstrerede, at det var muligt at klare endog mere end 36 ugentlige timer!

Som bekendt endte det med en nedsættelse til 32 pligtige timer, til adskillige kollegers skuffelse. Jeg tror, det ville have været muligt at nå ned på 30 timer, hvis ikke de økonomiske konsekvenser af en sådan stigning i overtimetallet havde stillet sig i vejen.

Man har dengang og siden diskuteret, om DLF burde have undladt at opfordre lærerne til at acceptere overtimer og i stedet godkendt en mere udbredt og permanent ansættelse af ikke-læreruddannede i folkeskolen. Det må erkendes, at det i situationen kunne have givet os en kortvarig taktisk fordel. Men på lidt længere sigt ville det have skabt meget alvorlige problemer at opgive det princip, at arbejde i folkeskolen forudsætter uddannelse til folkeskolen. Og det må ikke glemmes, at da vinden sidst i 70'erne vendte - på grund af det faldende børnetal - kom afviklingen af overtimerne til at udgøre en stødpude, der i vidt omfang forhindrede afskedigelser.

Et tredje hovedpunkt i 69 var pensionsspørgsmålet. Det opstod i forbindelse med folkepensionens indførelse. Som bekendt endte man på det kompromis, at der for tjenestemændenes vedkommende indførtes en reduktion af tjenestemandspensionen på to procent per optjent pensionsår, men folkepension uden afkortning. Der var fra starten kritik af dette resultat, og den er i de senere år tiltaget, som det fremgår af Folkeskolens læserbrevsspalter. Det sidste kan måske hænge sammen med, at baggrunden for kompromiset er blevet glemt. Det er et faktum, at der blandt politikerne - og i offentligheden i øvrigt - var ringe forståelse for den tanke, at offentligt ansatte skulle have både tjenestemands- og folkepension. Begge stod for de fleste som samfundsydelser. Vi fremførte naturligvis, at det er forkert: vi har betalt for dem begge - tjenestemandspensionen over lønnen, folkepensionen via skatten. Vi måtte derfor være berettiget til begge dele, medmindre man ville fritage tjenestemændene for at betale folkepensionsbidrag, hvilket dog ikke blev overvejet.

Ikke desto mindre var der efter min overbevisning en reel fare for en afskaffelse af tjenestemandspensionen, eventuelt via en overgangsløsning, så den blev bevaret for de allerede ansatte, men derefter afskaffet. Desuden må det ikke glemmes, at alle lønforhandlinger sker inden for en vis økonomisk ramme: hvis vi havde stået fast på det primære pensionskrav, ville det - hvis det var muligt at komme igennem med det - have betydet en tilsvarende lavere lønfremgang. Begge muligheder ville være blevet særdeles dyre for tjenestemændene på lidt længere sigt.

Hårde tider

I sidste halvdel af tyverne var det begyndt at blive hårde tider for nydimitterede lærere. Udviklingen i begyndelsen af århundredet - efter Almen-skoleloven af 1903 og tilknyttede love - gik med Første Verdenskrig over i en langvarig stagnation.

Som nævnt medførte det, sammen med lærernes ringe kår, en affolkning af seminarierne. Det ændredes som også omtalt med tjenestemandsloven af 1919 og med ansættelsesstop i etaterne, og seminarierne blev igen fyldt op. Stagnationen inden for skolen gav ikke nogen tilsvarende vækst i antallet af lærerstillinger.

Tværtimod var tidligere tiders store børneflokke ved at blive afløst af tobørnsfamilien, og det medførte et faldende elevtal i folkeskolen. Det var uundgåeligt, at disse forhold måtte medføre en stærkt stigende arbejdsløshed blandt lærerne. Den kulminerede i 1931/32 med i alt 1.200 arbejdsløse. Tallet skal sammenholdes med, at DLF havde mindre end 12.000 aktive medlemmer, og at seminariernes samlede antal dimittender per år var cirka 350. Mere end tre hele årgange var uden arbejde og uden nogen sikring i form af dagpenge eller tilsvarende hjælp.

Rigsdagen nedsatte umiddelbart efter Første Verdenskrig en stor skolekommission, der skulle fremkomme med forslag til en nyordning af folkeskolen. Men der skulle gå næsten 20 år, før der - med skoleloven af 1937 - kom et resultat af de tanker, der var nedfældet i kommissionens betænkning af 1923. Med seminarieloven af 1930 blev dog en del af puklen af arbejdsløse fjernet: med overgangen fra tre- til fireårig uddannelse blev der i 1934 ikke dimitteret nye lærere.

Fra Stinus Nielsen: Mit liv i skolen

Mit liv i skolen

Powered by Labrador CMS