Iklædt et jakkesæt i den tunge vægtklasse og matchende gråsprængt fuldskæg lignede han på en prik det, han sagde, han var:

- Jeg er en borgerlig kernevælger.

Det var det efterfølgende, der ødelagde billedet:

- Men jeg kan ikke tvinge min hånd hen til liste V i næste måned, hvis du ikke her i aften kan sige, hvor lokalerne til mine børn er.

Valgkampen er fløjtet i gang i den nordsjællandske efterårsidyl i Birkerød, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti sidder på flertallet i byrådet. En gruppe forældre havde i sidste uge indkaldt til debatmøde om 'fremtidens skole og SFO i Birkerød'.

Den store sal i medborgerhuset Mantziusgården var fyldt til bristepunktet med 150 borgere, der i en slags dannet raseri forsøgte at aftvinge lokalpolitikerne i panelet et valgløfte om flere kvadratmeter til deres børn i kommunens udsultede skolefritidsordning (SFO).

Kvadratmeter har børnene ellers nok af, men det er hjemme på børneværelserne, hvor de bare aldrig er, de er jo i skole eller SFO, og dér er de som sild i tønde.

- Hvis man regnede ud, hvor mange kvadratmeter vores 136 børn har tilsammen hjemme på deres store værelser, og sammenlignede tallet med de 96, de har her i SFO'en, hvor de tilbringer den bedste del af deres fritid, så ville situationens absurditet stå lysende klart for enhver, siger SFO-souschef på Toftevangskolen, Britta Ladegaard.

For forældrene har situationens absurditet stået lysende klar fra det øjeblik, da de hver især for første gang afleverede deres barn i Myretuen, som SFO'en på Toftevangskolen sarkastisk kaldes.

- Forældrene er vilde i øjnene de første gange, de afleverer deres barn. Og helt trygge bliver de aldrig. Når de kommer for at hente deres barn og spørger, hvor er Peter, så ved medarbejderen - hvis han er ny - måske slet ikke, hvem Peter er. Det tager lang tid at lære 136 navne, påpeger Britta Ladegaard.

Selv om medarbejderen er ældre i gårde og ved, hvem Peter er, så er det langt fra sikkert, at han ved, hvor han er i øjeblikket. Det er svært at overskue.

Og selv om han ved, hvem Peter er, og hvor han er, såkender han ham ikke.

- Med så mange børn lærer vi ikke deres individuelle personlighed at kende, det er umuligt. Det er ikke som i børnehaveklassen, det er ren opbevaring her, tilføjer Britta Ladegaard.

Hun anslår, at 50 børn ville være passende i Myretuen. Den personalemæssige normering ligger også under landsgennemsnittet. Det ville koste fire millioner kroner at få kommunens seks SFO'er op på gennemsnittet.

Klokken ét hver dag bliver de 136 børn fragtet over i Myretuen fra deres respektive børnehaveklasser og 1. og 2. klasser. Så går kampen om kvadratmeter i gang. De hurtigste erobrer pladserne under bordene eller i hjørnerne, så de ikke bliver trampet ned af de børn, der ustandselig er på vej.

- De forsøger at bygge huler, som Britta Ladegaard udtrykker det.

Resten må slå sig ned, nærmest hvor de står. De ligger og flyder alle vegne med spil, lego, tegneserier, tegnepapir og farver. Selv på toiletterne sidder der børn og læser.

De mest støjfølsomme plejer at gå ud i skolegården, siger Britta Ladegaard, uanset vejret. De sidder i døråbningerne og sådan nogle steder. Der er ingen legeplads, og skolegården er ikke specielt 'inspirerende'.

To drenge fra 2. klasse har kapret det lille bord ved døren til garderoben. De sidder akavet på bordpladen, de kan akkurat være der. Mellem dem ligger en opslået cowboytegneserie, men den ene kan kun komme til at læse bladet på hovedet. Han hopper snart ned igen, og kammeraten kan sætte sig lidt bedre til rette.

Alt er kaos fra ét til tre, så letter det lidt, fortæller en af forældrene gennem larmen i garderoben. Myretuen lukker klokken fem.

Alle kvadratmeter er udnyttet til bristepunktet. Eksempelvis det forhenværende depot, der nu er omdannet til 'spillebule' med fodboldspil. Der er ingen radiator i rummet, og det er stadig væk også depot.

I den ganske brede gang mellem det 'rigtige' opholdsrum og toiletterne er der ingen vinduer til frisk luft og lys, men den er også indrettet til 'opholdsrum'.

- På SFO-området gælder der ingen love, kun arbejdsmiljøloven for personalet, som en af forældrene siger.

På væggene er der interimistisk monteret borde, der kan slås op og ned til lejlighedsvise aktiviteter, som var det en af disse étværelseslejligheder i en amerikansk film fra 50'erne, hvor sengen slås op om morgenen og ned om aftenen.

Hver dag klokken tre bliver alle børn, uanset vind og vejr, jaget ud i skolegården i en halv time, og så bliver der luftet ud i Myretuen. Lavet gennemtræk og ryddet op.

- Vi går og indånder hinandens luft, som lederen Anette Zangenberg siger.

Myretuen har lånt et hjørne i hver af børnehaveklasserne til henholdsvis systue og sløjdværksted. Systuen og værkstedet befinder sig i nogle rulleskabe, der rulles ud af hjørnet hver dag klokken ét og så at sige slås op, jævnfør ovennævnte princip fra de amerikanske film.

Toftevangskolen og Myretuen gør, hvad de kan. Det vidner en sagsmappe på en halv meters penge nede på forvaltningen om. Seks år varede det, før Myretuen fik kæmpet en udvidelse af toiletkapaciteten igennem. Fra to til seks toiletter. Til 136 børn.

Forældrene har fået nok. Allerede i april sidste år flød bægeret over. 1.000 forældre og børn demonstrerede foran byens rådhus i protest mod, at det Venstre-Konservative flertal vedtog besparelser på skole- og SFO-området hen over hovedet på Børne- og Kulturudvalget og forældrebestyrelserne, der havde helt andre planer.

Og nu havde forældrene så at sige fået stillet partierne op af valgmuren i den store sal i Mantziusgården under sloganet: Tænk på dit barn, før du sætter dit kryds.

- Når det tog jer seks år at udvide to børnelokummer til seks, hvordan skal vi så tro på, at I på fire år kan udvide legearealet fra 0,7 kvadratmeter per barn til to, spurgte en far med et lige så veltrimmet fuldskæg panelet af politiske partier.

Kjartan Langvad fra Venstre sveder. Han prøver desperat at flytte debatten fra pladsforhold til indhold, og på et tidspunkt taler han om differentieret undervisning og om at 'lære at lære', som om han holder oplæg på Danmarks Lærerhøjskole.

Den går ikke. Ordstyreren Ida Flaks, formand for fællesskolerådet i Birkerød, holder fast: Hvor mange kvadratmeter per barn i SFO'erne i Birkerød, én eller to?

Så er det, Kjartan Langvad med lav stemme siger de guddommelige ord, nærmest som taler han med sig selv, med øjnene vendt indad:

- Vi bliver nødt til at forholde os til den rapport.

Nu har han i to stive timer argumenteret mod at gøre noget ved situationen i SFO'erne, hvis absurditet står lysende klar for alle og enhver, og så henholder han sig pludselig til en rapport, der er på vej til Børne- og Kulturudvalget, som - så vidt han er orienteret - siger det samme, nemlig at mindre end to kvadratmeter per barn er usundt.

- Man behøver sgu da ikke en rapport for at vide, at børn har brug for plads, lyder det nede fra salen.

Men sådan er politik også nu om dage, sund fornuft er ikke nok, der skal dokumentation til, og Kjartan Langvad klynger sig til rapporten, som var det en redningsplanke i oprørt hav, som om han er i dyb splid med sig selv, mellem sig selv som far og ordentligt menneske på den ene side og partiets skatteprocent-politik på den anden.

- Vil I give de to kvadratmeter eller ej? lyder det utålmodigt fra salen.

- Vi vil tage udgangspunkt i to kvadratmeter per barn og så afstemme det efter de lokale forhold, glider Kjartan Langvad af. Også han har engang lært at lave huler. Med flere udgange.

- Du har helvedes travlt, hvis du vil have min stemme. De sidste fire år har I gjort alle mulige krumspring for at slippe for at betale til SFO'erne, og det, jeg har hørt i aften, giver mig ikke meget håb om, at det bliver anderledes i de kommende fire år, replicerer den gråsprængte herre med det matchende jakkesæt.

Klaus Egeland (Socialistisk Folkeparti) er med på de to kvadratmeter, han vil skaffe pengene over en skatteforhøjelse. Men SF har ikke haft plads i Birkerød Byråd i umindelige tider.

- Forholdene på SFO'erne er rystende. Det er påfaldene, at forældrene har fundet sig i det så mange år. Hvorfor har I ikke besat rådhuset eller SFO'erne, siger Klaus Egeland, inden forældrene daffer hjem til de sovende børn.