Lærernes metodefrihed forhindrer skolens udvikling, hører man fra tid til anden fra såkaldte kvalitetskonsulenter, og af sammenhængene fremgår det, at nogle af dem forstår metodefrihed som frihed til ikke at vælge metode. Vrøvlet er sååbenlyst, så lederskribenten hidtil har villet skåne læserne for omtale.

Men i det nyeste nummer af tidsskriftet 'Børn, skole og samfund' citeres et par ministerielle embedsmænd, og det giver anledning til et par kommentarer.

Fuldmægtig Stig Andersen, Undervisningsministeriet: 'Der har i mange år været en slags urørlighedszone omkring læreren og hans undervisning. Det er det, vi kalder metodefriheden. Den er ikke juridisk velbeskrevet, men man kan finde spor af den forskellige steder . . .'

Kontorchef Bo Kjems, Undervisningsministeriet: '. . . Metodefriheden er altså ikke eksplicit udtrykt i loven, (. . .) derfor har vi taget det med på det sted.' (I kommentaren til paragraf 18 -th). 'Men der står ikke ret meget om den, og det, der står, modificeres som sagt af andre bestemmelser i loven.' (. . .) 'Den privatpraktiserende lærer, der har fuld frihed, er ved at uddø. I dag skal læreren kunne samarbejde med andre lærere, og de skal respektere skolens ledelse. Begge disse krav begrænser metodefriheden.'

Jamen, jamen, jamen!

Selvfølgelig er det lederen, der har det pædagogiske og administrative ansvar for skolen. Det er der intet nyt i. Og man kan da godt vælge at kalde det en begrænsning af metodefriheden, at læreren skal følge loven og holde sig inden for den ramme, som angives af læseplaner og bestemmelser om centrale kundskabs- og færdighedsområder, men det er nu noget vrøvl, for dér foreskrives ingen metoder.

At metodefriheden ikke står i loven, kan virke mærkeligt. Men enhver jurist, der kender sin metier, ved, at sædvaneretten er en juridisk ret; og metodefriheden har dybe historiske rødder.

Et centralt dokument er Det Sthyrske Cirkulære fra april 1900. Her slås det fast, at skolemyndighederne 'i rigtig erkendelse af Lærerpersonlighedens Betydning for Skolegerningen (har) overladt Sagen til Lærernes individuelle Skøn'. Allerede dengang var ånds- og metodefriheden altså fundamental for skolen. Og - ligesom nu - selvfølgelig også skolens helhed: 'Men så vigtigt det er, at der i Skolen gives Rum for fri Bevægelighed og personligt aandeligt Liv, saa nødvendigt er det, at der under Folkeskolens fremadskridende Organisation tages det skyldige Hensyn til den fornødne Enhed og Organisation inden for Skolens Virksomhed.'

Sporene er tydelige, de findes blot uden for loven og er op gennem historien blevet holdt åbne. Da den nazistiske besættelsesmagt forsøgte at blande sig i skolens indhold, udsendte den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen i maj 1941 et cirkulære, som kort slog fast, at 'der ikke bør gøres noget Forsøg på at lede Undervisningen ad bestemte baner', og 'Ministeriet ønsker derfor ikke at fremkomme med nogen Rettesnor for, hvorledes de Rammer skal udfyldes . . .'

Samfundsvilkårene er på mange måder anderledes i dag. Men de grundlæggende betingelser for at holde skole er de samme: Det er lærerens pligt at udføre sit arbejde efter et professionelt skøn. Seminariefaget didaktik handler netop om lærerens forvaltning af metodefriheden.

Læreren arbejder alene og sammen med kolleger. Læreren samarbejder med elever, forældre og mange andre parter.

Men læreren er ikke ansat alene for at gennemføre, hvad andre har besluttet, læreren skal selv påtage sig et ansvar.

Metodefrihed er retten til at vælge den eller de metoder og den pædagogik, der kan føre frem til de opstillede mål.-th

Læreren er ikke ansat alene for at gennemføre, hvad andre har besluttet