Det var dog et ualmindeligt irriteret og surt indlæg, Annelise Riber havde i Folkeskolen nummer 42. At betegne Kristian Fløj-Jensen og Edel Hertz som 'folk af den kaliber, som tror, der foregår forhandlinger om pensionen', og skrive 'det ville klæde hovedstyrelsen at bekræfte disse kendsgerninger', er simpelt hen for groft.

Det er korrekt, at reguleringen af selve pensionen er finansministerens og Folketingets anliggende, men der forhandles skam også forhold af betydning for pensionisterne ved overenskomstforhandlingerne. Lad mig blot nævne, at opstillingen af pensionisternes overenskomstkrav på sidste års kongres ville have været helt absurd, hvis det ikke var tilfældet. Mig bekendt var det faktisk inde i forhandlingerne i foråret at give pensionisterne en eller anden form for tillæg som kompensation for de senere års overenskomstefterslæb, om end det desværre glippede.

Hvad pensionisternes overenskomststemmeret angår så har hovedstyrelsen meget klart gennem diverse indlæg og selve indstillingen til kongressen om fratagelse tilkendegivet sin holdning. I den henseende er der ingen grund til at klandre den. Derimod nok for dens manglende engagement i at finde en for alle parter tilfredsstillende løsning.

Indlægget bygger derforpå en meget forenklet og ensidig opfattelse af problemerne omkring pensionisternes overenskomststemmeret (heldigvis ikke i foreningen i øvrigt) og en sørgelig mangel på forståelse for, at en stor gruppe af tidligere kolleger i folkeskolen uden egen skyld er kommet alvorligt i klemme med hensyn til indflydelse på egne vilkår. Hvis indlægget er udtryk for en udbredt holdning blandt de erhvervsaktive, er det mildest talt forstemmende.

Når dette læses, har kongressen stemt om pensionisternes overenskomststemmeret eller udskudt afgørelsen. Uanset udfaldet er der behov for fortsat sammenhold i foreningen og dermed også for dialog mellem de forskellige medlemsgrupper - vel at mærke ikke i en nedladende tone.

Direkte til Annelise Riber: Jeg håber, du husker dit indlæg den dag, du selv er pensionist og måske føler, at pensionisterne bliver glemt trods gyldne løfter.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforenings pensionistafdeling