Når hørelsen svigter

Medstifter Anders Jørn Kjær fortæller om en ny forening for lærere med høreproblemer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad stiller man op med sin karriere som underviser, når man får problemer med at høre?

Bliver jeg afskediget? Skal jeg omskoles? Hvad med min økonomi?

Det er blot nogle af de bekymringer, som dukker op, når man erkender, at man har høreproblemer.

Antallet af undervisere med høreproblemer er ukendt, og der er stor uvidenhed om hjælpemidler, muligheder og rettigheder. Det er et skjult problem, for det er absolut ikke noget, man taler højt om.

Derfor var vi nogle stykker med store problemer med hørelsen og dermed med undervisningen, som tog initiativ til at holde et møde for lidelsesfæller. På mødet besluttede vi at danne en forening, hvis formål er at råde og vejlede medlemmerne samt være et forum for erfaringsudveksling. Som undervisere er vores vigtigste arbejdsredskab kommunikation. Hvor handicappede er vi så, når vi får en høreskade? Og skal vi acceptere, at en underviser med 15 års erfaring blot smides ud af skolen på grund af høreproblemer og omskoles til et job på et tilfældigt kontor?

Som forening vil vi arbejde for, at de forskellige medlemmers fagforeninger for det første iværksætter en personalepolitik, der indeholder en beskrivelse af skånejob inden for læreres uddannelsesmæssige område og med fuld løn.

For det andet, at der udvikles en personalepolitik, der for lærere indeholder en beskrivelse af seniorpolitik med mulighed for gradvis tilbagetrækning fra lærerarbejdet.

Medlemsgrundlaget er undervisere, og det vil indtil videre sige både folkeskolelærere, pædagoger, magistre og lærere på tekniske skoler. På den stiftende generalforsamling må vi diskutere, hvor mange forskellige medlemsgrupper vi kan repræsentere.

Vi holder stiftende generalforsamling på Søhusskolen i Odense lørdag den 25. oktober fra klokken 10 til 17. Alle undervisere med høreproblemer er meget velkomne.

For yderligere oplysninger og eventuel tilmelding kontakt venligst Anders Jørn Kjær, Vesterenden 16, Hornborg, 8762 Flemming, telefon 7567 3373.