Skoleleder Jens Spaanheden udtrykker i Folkeskolen nummer 41 sin bekymring for resultatet af kongressens behandling af spørgsmålet om skoleledernes organisatoriske placering i Danmarks Lærerforening. Denne bekymring deler jeg fuldt ud; for det kan næsten kun gå galt, hvis man skal tro signalerne fra Skolelederforeningens seneste repræsentantskabsmøde og sammenholder dem med hovedstyrelsens håbløse organiseringsforslag, som er trykt i Folkeskolen nummer 42. Spaanheden peger i sit indlæg på to væsentlige risici: Risikoen for, at det ender med flere skolefagforeninger, der bekriger hinanden, og risikoen for, at ledernes uddannelsesbaggrund skal bevæge sig bort fra læreruddannelsen og hen imod en handelsuddannelse eller lignende.

Spaanheden gør sig imidlertid skyldig i en forveksling af organisatoriske og personlige problemer, når han skriver: 'Det er rigtigt, at der er en organisatorisk svaghed i, at skoleledernes samarbejde med kredsene afhænger af, om man swinger med sagsbehandleren - og først og fremmest med formanden - eller ej. Det er uholdbart.'

Det er da såre sandt, at skoleledernes samarbejde med den lokale kreds er afhængigt af, om den enkelte skoleleder har et ordentligt personligt forhold til kredsformanden eller ej. Men det er jo ikke et organisatorisk problem - det er et rent almenmenneskeligt problem. I alle situationer, hvor mennesker skal samarbejde med hinanden, spiller de personlige relationer en væsentlig rolle - både for samarbejdets objektive kvalitet og for måden, samarbejdet opleves på af de involverede.

Det uholdbare er altså ikke den organisatoriske tilstand. Det uholdbare er, at nogle skoleledere og kredsformænd har udviklet en personlighedsstruktur, der vanskeliggør det samarbejde, som lokalt skal finde sted i forhold til overenskomsten.

Samarbejdet går som regel galt de steder, hvor kredsformanden mener, at han skal diktere skolelederen, hvordan denne skal agere i forhold til medlemmerne, samtidig med at skolelederen mener, at det, der foregår på skolen, er kredsformanden inderligt og fuldstændigt uvedkommende.

Efter mange kredsformænds og skolelederes erfaringer fungerer samarbejdet de steder, hvor både skoleleder og kredsformand har gensidig forståelse og respekt for hinandens legitime roller og opgaver. Samarbejdet virker de steder, hvor lederen erkender og respekterer, at kredsformanden er den lokale repræsentant for den ene overenskomstpart, og hvor kredsformanden erkender og respekterer, at skolelederen er repræsentant for den anden overenskomstpart på skolen.

Den respekt, jeg taler om, har intet med over- og underordning at gøre, men er den respekt, der gør, at man kan opbygge og vedligeholde gode personlige relationer samtidig med, at man ikke nødvendigvis behøver som udgangspunkt at være enige om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.

Det er med andre ord den respekt, der ved eftertankens hjælp friholder samarbejdsrelationen for det personlige føleri og dermed udgør en forudsætning for den befriende professionalisme, der gør det muligt og naturligt at finde fælles løsninger på fælles problemer.

Det er meget uheldigt, at nogle har fået lov til at gøre personlige problemer til organisatoriske problemer, der truer med at splitte Danmarks Lærerforening

Reinhard Werner

formand

Vestsjællands Lærerkreds