En sjælden lidelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom skolefobi er godt beskrevet i børnepsykologernes fagbøger, opstår problemet kun sjældent blandt danske skolebørn. Det viser et minirundspørge, som Folkeskolen har foretaget.

Ni skolepsykologiske rådgivninger har opgivet, hvor mange tilfælde de har af børn med skolefobi enten i hele kommunen eller i den enkelte rådgivnings distrikt.

Hvis rundspørgets resultater holder stik, er der godt ét erkendt tilfælde af skolefobi for hver 2.000 skoleelever. Men samtidig viser spørgerunden også, at der er forholdsvis store forskelle. Og de kan blandt andet skyldes en forskel i, hvornår og hvordan de skolepsykologiske rådgivninger diagnosticerer lidelsen.

- Skolefobi er måske nok et symptom, som man så flere af tidligere. Da var det en typisk henvisningsårsag, fortæller Helmer Bøving Larsen, adjunkt i klinisk børnepsykologi ved Københavns Universitet på Amager.

Hvor stort faldet i tilfælde af skolefobi er, kan han ikke sige, da vi ikke har nogen statistik for lidelsen i Danmark.

Helmer Bøving Larsen mener, at der er færre børn med skolefobi i dag end tidligere, fordi det er mere almindeligt, at børn bliver adskilt fra deres familier i en tidlig alder.

- I Danmark har vi jo rekord af mødre, som har heltids eller fuldtids arbejde, siger han.mb