En dag vil Louise* ikke af sted om morgenen. Hun er otte år og går i 2. klasse på en skole i Århus. Hendes forældre undrer sig. Læreren undrer sig også, da han får det at vide. Hidtil er Louises skolegang gået stort set problemfrit. Hun klarer sig fint, både fagligt og med kammeraterne. Godt nok var der noget knas, da klassen skulle på lejrskole. Faktisk strittede Louise så meget imod, at hun fik lov til at blive hjemme.

Og nu vil hun altså ikke i skole. Hun græder og kæmper imod, men ender med at komme derhen. Dog uden den store glæde. Næste dag og næste dag igen fortsætter scenen.

Louise har fået en skolefobi. Hun er blevet bange for at komme i skole.

Men stik imod hvad man skulle tro, er det ikke skolen, der er noget galt med.

- Skolefobi er ofte en angst for adskillelse. Barnet er angst for at miste forældrene eller deres kærlighed, forklarer Palle Hansen, der er psykolog på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Århus. Igennem de sidste ti år har han haft to-tre sager om året med skolefobi som tema. I begyndelsen havde han svært ved at forstå problemet. Men efterhånden har han fået så megen erfaring, at han kan se et mønster og er i stand til at hjælpe børnene.

Diagnosen skolefobi er nævnt i næsten alle børnepsykiatriske lærebøger som en form for separationsangst. Men Palle Hansen mener, det er nyt, når han hævder, at skolefobien i sig selv er med til at fastholde og forværre et dårligt familiemønster. For at bryde den onde cirkel og hjælpe barnet tager han derfor hele familien med i behandlingen.

Symptomerne på skolefobi er, at børnene vægrer sig ved at komme i skole. Nogle græder, når de bliver afleveret, nogle græder også henne i skolen, og så er der enkelte, som forstår at gennemtrumfe helt at blive hjemme.

Palle Hansen understreger, at børn med skolefobi ikke skal sammenlignes med børn, der pjækker. Børn med udbredt pjækkesyge er ofte langt mere forsømte end børn, der er bange for at komme i skole.

Louise, som vi har valgt at kalde hende, er et typisk eksempel på et barn med skolefobi. Hun går under 5. klasse, hun er velfungerende, intelligent og viljestærk. Ofte er der også tale om meget tænksomme børn.

Egentlig mener Palle Hansen, at diagnosen 'skolefobi' er dybt misvisende, fordi den beskriver symptomet i stedet for den underliggende psykodynamik - altså selve problemet.

- Hvis man kun beskriver symptomet, kan man lave en masse adfærdsterapi. Øvelser, hvor man langsomt forsøger at vænne barnet til den ubehagelige situation, det er at komme i skole. For eksempel gennem at hente og bringe barnet, sørge for, at der altid er en voksen i nærheden og lignende. Og adfærdsterapien er man også nødt til at tage i brug. Men hvis behandlingen skal virke i længere tid, er man tvunget til også at gå ind i årsagerne, siger Palle Hansen.

Dermed forklarer han også, hvorfor han vælger at inddrage hele familien i behandlingen. Nemlig fordi grunden til fobien ofte ligger i den måde, børn og forældre omgås på.

Palle Hansen beskriver et barn med skolefobi som et barn, der er usikker på et eller andet derhjemme. Det kan for eksempel være:

- Forældrenes kærlighed - de glemmer eller formår ikke at vise den til barnet

- Børnene er usikre på, om de er gode nok. Måske er forældrene for ambitiøse

- Om forældrene kan klare sig. For eksempel, hvis mor får tæv af far

- Forældre, der skændes. - Skal mor og far nu skilles?

- Forældre, der er syge. Måske har den enlige mor fået kræft eller en anden alvorlig sygdom.

Usikkerheden gør barnet bange for at blive skilt fra sine forældre. I begyndelsen er usikkerheden måske ikke så udtalt. Men i mange tilfælde trækker den familien ind i en ond cirkel. I første omgang bliver forældrene bekymrede over barnets reaktion. Men samtidig bliver de irriterede, og så får de skyldfølelse. Skyldfølelsen får forældrene til at overbeskytte barnet, og så mister hun selvtilliden, fordi hun ikke får de udfordringer, hun skal have. Den ringe selvtillid og forældrenes irritation gør barnet endnu mere usikker på forældrenes kærlighed, og overbeskyttelsen gør det nemt for barnet at manipulere sin vilje igennem, hvorefter forældrene bliver endnu mere irriterede og så videre.

Hvis barnet ikke får hjælp, kan konsekvensen blive et meget usikkert menneske, som ikke gennemfører de ting, hun går i gang med, fordi hun er bange for, at hun ikke vil kunne klare det. Måske vil hun gennemføre en uddannelse, men i så fald ligger den ofte under det, hun egentlig er kvalificeret til, ligesom hun ofte vil finde arbejde, som ikke lever op til hendes evner.

Når Palle Hansen skal hjælpe en familie, forsøger han først at finde frem til det aktuelle problem. I Louises tilfælde var både moderen og pigen meget viljestærke. De røg ofte i totterne på hinanden, mens faren var mere utydelig. Moren blev tit irriteret, og irritationen kom til at fylde så meget, at Louise blev usikker på, om moren elskede hende. Samtidig blev hun usikker på farens kærlighed, fordi hun tolkede hans tilbagetrukne facon som ligegyldighed.

Det tog cirka en måned at få familiemønstret vendt. Forældrene indså, at de måtte ændre deres signaler. De skulle give meget positiv opmærksomhed, når Louise ville deltage i alderssvarende aktiviteter, og så lade være med at bekymre sig og overbeskytte datteren, når hun ikke ville i skole.

- Hvis barnet ser, at de voksne er bekymrede, så tror hun selv på, at hun har et stort problem. Og samtidig giver forældrenes bekymring barnet en sekundær gevinst, siger Palle Hansen.

Af samme grund advarer han skolelærere mod at møde barnets angst med bekymring.

Normalt inddrager Palle Hansen altid barnets lærer i sager med skolefobi. Blandt andet er det vigtigt, at læreren kender til problemstillingen. Det er nemlig Palle Hansens erfaring, at mange lærere står totalt uforstående over for barnets reaktion:

- Ofte er læreren målløs. Han forstår ikke reaktionen, for som regel klarer eleven sig godt i skolen både fagligt og socialt.

Lærerens indsats er i mange tilfælde også en vigtig hjælp, når eleven skal blive tryg ved at komme i skole igen. For eksempel kan det være fint, hvis klasselæreren i starten tager imod barnet, når hun kommer om morgenen.

-Mette Breinholdt er freelancejournalist

* Louise er ikke pigens rigtige navn. Hendes historie er blevet fortalt af Palle Hansen, som har haft pigen og hendes forældre i behandling.

Rundspørge foretaget i perioden januar/februar 1997

Antal børn med skolefobiAntal skolebørnAntal børn med skolefobi i promilleÅrhus2228.0000,79Roskilde7 5.5001,27Hillerød3 4.3000,76Skive0 3.7000,00Helsingør10 5.8501,71Vejle3 5.0000,60Esbjerg910.0000,90Silkeborg1 6.9000,14Odense2 4.8000,42For alle5774.0500,77