Fra snak til handling

Hvordan går man i gang med at ændre arbejdsmiljøet? Svar: Med usystematiske småforandringer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er for pæne - for konfliktsky. Vi har talt om de samme arbejdsmiljøproblemer i mange år, men vi har ikke gjort nok ved dem. Vi arbejder efter de forhåndenværende søms princip. Faktisk så dækker vi over de dårlige forhold på skolerne ved selv at nedtone problemerne.

Lærerne har talt sig varme i løbet af gruppearbejdet. Tonen bliver skarpere og skarpere, som eftermiddagen går. Vi er på Lærerforeningens konference 'Et rent arbejdsmiljøår 2005', og deltagerne er kredsstyrelsesmedlemmer.

- Skal vi bruge eleverne? Kan det være meningen, at der skal lig på bordet, før der sker noget? Hvordan kan det være, at det ydre miljø har så stor interesse, når arbejdsmiljøet ikke har det? Spørgsmålene er mange.

Arbejdsministeren spillede i foråret 1996 ud med et handlingsprogram om et rent arbejdsmiljøår 2005. Heri står syv indsatsområder, som alle parter skal arbejde for at gøre bedre. Syv mål for arbejdsmiljøarbejdet, som meget gerne skulle være nået i år 2005.

Det handler om færre dødsulykker, færre arbejdsbetingede hjerneskader, færre skader blandt børn og unge i forbindelse med deres arbejde. I det hele taget drejer det sig om at reducere antallet af arbejdsskader væsentligt - både de fysiske og de psykiske.

Men hvordan får man arbejdsmiljøet gjort til en folkesag?

Da Mariager Fjord for nylig blev erklæret død, rejste det en stor debat. Men at der hvert år er 62.000 mennesker, der kommer til skade på deres arbejde, dét interesserer ikke bredt. Og det giver i hvert fald ingen store avisoverskrifter, lød det på konferencen.

Konsulent i Lærerforeningen, Peter Blichfeldt, pirkede til den dårlige samvittighed, da han sagde, at han ofte undrede sig over, hvor kredsen var henne, når han blev sendt ud til en skole med for eksempel store indeklimaproblemer. Meget tit er det lærerne eller skolelederen, der henvender sig med problemerne, og kun meget sjældent kommer henvendelsen fra kredsen.

- I skal støtte sikkerhedsrepræsentanterne. Jeg ved godt, at der er tale om ressourcespørgsmål, men I må prioritere arbejdsmiljøet i kredsene, sagde han.

Så efter et par indlæg om arbejdsmiljøprojekter i to kommuner, gik deltagerne i grupper for at diskutere, hvordan man tager fat på arbejdsmiljøet ude på skolerne. Her blev nogle af grupperne meget selvransagende og selvkritiske.

- Hvis bare vi brugte det system, der eksisterer, mere effektivt. Vi kan jo sende bud efter Arbejdstilsynet, så de kan give påbud, hvis problemerne på skolen er så store, mente én.

Forklaringen på, hvorfor det ikke sker, kom han selv med. Den arbejdsmiljøansvarlige i kredsstyrelsen udgør alt for ofte et enmandsudvalg, og de andre i kredsstyrelsen fejer tit problemerne af med, at nu skal alle pengene jo ikke bruges på arbejdsmiljø. For det er dyrt at gøre noget ved skolernes arbejdsmiljø, især de steder, hvor man ikke har vedligeholdt skolerne løbende. De andre i gruppen kendte alle denne reaktion. At kredsstyrelsen også skal sætte penge af til efteruddannelse, materialer og pædagogik.

- Men vi skal selv passe på ikke at lade os feje af med, at kommunekassen er tom. Vi er alt for forstående, lød det fra én.

Derefter kom de gode forslag om, at man kunne iværksætte renovering over en årrække. Der skal bare være en tidsangivelse, så fristerne bliver overholdt. Så er det helt fint med handlingsplaner, der løber over nogle år, blev man enig om i grupperne.

Alle grupper var også enige om, at et godt arbejdsmiljø ikke kun handler om de ansatte på skolen. Eleverne skal inddrages i arbejdet, ligesom forældrene skal gøres interesserede.

Hvordan kommer vi fra snak til handling? Hvordan skaber vi forandring? Det var spørgsmålene til uddannelseschef i Rockwool Rolf Engsig, som holdt oplæg. Hans svar lød: ved at lave usystematiske småforandringer. Dét er vejen til forandring.

Men inden han nåede dertil, var han en tur omkring at beskrive arbejdets udvikling. I løbet af mange år er der egentlig sket meget lidt. Arbejdet opfattes i høj grad på samme måde nu som tidligere. Det er ledelsen, der organiserer, medarbejderen, der udfører arbejdet, man vælger den bedst egnede til jobbet, og der er en kontrol eller evaluering af, hvordan arbejdet udføres.

Det går altså ikke hurtigt at forandre, viser historien.

Når man så samtidig har en firkantet verden og en rund verden, der skal samarbejde, så bliver det rigtig svært.

- Verdensbilledet er meget firkantet. Vi tænker firkantet på politik og økonomi. Sådan er politikere, og sådan ville I også være, hvis I var politikere, lød Rolf Engsigs påstand.

- Arbejdsmiljøet er en rund størrelse. Altså skal man i den firkantede verden forholde sig til runde størrelser. I vil nok sige, at folkeskolen ikke er firkantet - der er børn, forældre og bløde værdier. Men for andre er folkeskolen firkantet. Det handler om budget og økonomi.

- Det vil sige, at man kan diskutere kvalitet i folkeskolen frem til år 2045, uden at der sker noget, hvis man ikke evner at gribe ind i den firkantede verden. Derfor skal I lære at tale det sprog, som man taler i den firkantede verden. For hvis vi vil fra snak til handling, skal de to verdener mødes, sagde Rolf Engsig.

- I dag taler vi om selvrespekt og selvrealisering i forbindelse med vores arbejde. Hvor arbejdet tidligere var noget hårdt fysisk, kræver vi i dag, at vores arbejde er et lystbetonet behov.

- Men den verden interesserer ikke politikere og arbejdsgivere, sagde Rolf Engsig.

Han talte om, at hvis man skal i gang med at lave om på noget, så skal man begynde hos sig selv. Det er det letteste, og det er her, de usystematiske småforandringer kommer ind i billedet.

- Se på jeres egen rolle. Hvilken rolle spiller I på arbejdet? Hvilke attituder har I? Hvis man presser nogen til forandring, sker der i de fleste tilfælde intet. Derfor må man begynde med sig selv. Se på, hvor I selv er på arbejdspladsen. Hvis en kollega kommer med sladder, hvad gør I så? Lytter I, eller siger I, at det vil I ikke høre på? Hvordan er jeres attitude på jobbet? Går I alle sammen rundt og taler om, at det hele bare er for dårligt og bliver enige om det?

Rolf Engsig advarede mod for meget gruppetænkning og sagde, at man skulle prøve at ændre sig selv lidt. Man vil nå meget længere med usystematiske småforandringer.

En af deltagerne spurgte, om det så ikke blot blev lappeløsninger, man lavede.

- Eller mener du simpelt hen, at det er umuligt at forandre systemet mere radikalt ud fra en planlagt struktur, spurgte deltageren.

- Ja, svarede Rolf Engsig.

- Jeg mener faktisk, at det er umuligt. Jeg tror, man når meget længere med de usystematiske småforandringer. Men det er ikke en generel livsindstilling, at ting kun kan gøres på denne måde. Nogle situationer er selvfølgelig anderledes, men jeg tror, man skal overveje brugen af de små forandringer.

- Hvis du har et mål, så sig det ikke til det firkantede system. Men søg efter lighed med andre problemer, hvor der er en fast politik. Måske kan du bruge den politik til at komme videre. Og se ikke på alle midler påén gang, vælg et eller et par midler ud.