En ny fagforening

Det nye, liberalistiske efteruddannelsessystem kan blive murbrækker for en modernisering af de faglige organisationer, siger forsker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den nye ordning for voksen- og efteruddannelse, der trådte i kraft i august, er med sin brugerbetaling og hele markedsorientering et privilegietab for lærerene af anselige dimensioner.

Men der er ingen grund til at gå i spåner af den grund, mener professor Henning Salling Olesen, Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen, Roskilde Universitetscenter.

- Tværtimod kan en offensiv håndtering af den nye ordning være et afsæt for en tiltrængt modernisering af fagforeningen, siger Henning Salling Olesen.

Han mener, at den klassiske fagforening fra industrisamfundets dage, hvor fagforeningsmanden og arbejdsgiveren sad på hver sin side af bordet hvert andet år og forsøgte at stirre hinanden ned i lønspørgsmålet, er en saga blott.

- Selvfølgelig skal fagforeningen stadig kæmpe for lønnen, men det er ikke nok.

- En organisation som Lærerforeningen skal også tage sig af medlemmernes faglige identitet og arbejdets indhold, sådan at medlemmerne kan legitimere sig over for de andre lønmodtagergrupper, som via skatten er de egentlige arbejdsgivere.

Og eftersom efter- og videreuddannelse er centrale medier for udviklingen af en moderne professionsidentitet, som ligger hinsides den oprindelige degnerolle og 1970'ernes lønarbejderrolle, så kan Lærerforeningen vælge at opfatte den nye reform som en gave fra himlen, mener Henning Salling Olesen.

Han er leder af et projekt, bestilt af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), der skal analysere virkningerne af voksen- og efteruddannelsesreformen på det offentlige område.

- Uddannelse er et centralt middel i en udvikling af et fagligt interessebegreb, som koncentrerer sig om indhold, demokrati og kvalitet i arbejdet. Et begreb, som formulerer en helhedsbetragtning på arbejdets plads i det enkelte medlems liv, fortæller han.

- Disse interesser kan bedst varetages tæt på arbejdspladsen, og de kræver en løbende og differentieret stillingtagen til den konkrete politik.

- Derfor bør man tænke uddannelsespolitikken fra neden i organisationen, begyndende med det individuelle medlem og den enkelte arbejdsplads, og definere organisationens politik hertil.

- Det betyder ikke, at organisationen kun skal være serviceorganisation i indsnævret kommerciel forstand, som nogle fagforeninger har være på vej til, men den skal i langt højere grad forholde sig til det, der springer ud af den konkrete dagligdag - som repræsentant, konsulent, formidler og modspiller.

Organisationen skal, mener Henning Salling Olesen, hjælpe medlemmerne i deres planlægning af efter- og videreuddannelse, så denne ikke ligger i hånden på arbejdsgiverne.

- Medlemmerne er forskellige, de har forskellig holdning til deres arbejde, deres familieforhold er forskellige, deres karriereplaner er forskellige.

- Derfor er det vigtigt, at fagforeningen hjælper medlemmerne med ikke blot at sno sig individuelt. Overvejelserne skal kvalificeres, og det enkelte medlem skal have hjælp til at lave en selvstændig uddannelsesplan.

Derudover mener Henning Salling Olesen, at de faglige organisationer skal holde hånd i hanke med de institutioner og firmaer, der i stigende grad vil sælge efteruddannelseskurser på det nye, åbne klondike-marked.

- De dårlige sider af markedsreguleringen - glasperlesalg, manglende kontinuitet og kvalitet - kan formentlig modificeres ved, at organisationerne kanaliserer ønsker, formulerer kvalitetskrav og lægger et formelt eller uformelt pres på kursusudbyderne.

Alt dette forudsætter, siger Henning Salling Olesen, at organisationen har et lokalt niveau, der har en reel og levende kontakt til medlemmerne og arbejdspladserne, og som samtidig har en særlig ekspertise på uddannelsesområde.

- Der bliver brug for særlig uddannelsessekretærer på det regionale eller lokale plan, blandt andet fordi tillidsfolkene og organisationens politikere typisk har deres erfaringer fra de mere traditionelle faglige interesseområder som overenskomst, løn, arbejdstid, arbejdsret og samarbejdsforhold.

- Det skulle gerne ændre sig efterhånden, men det sker jo ikke med et trylleslag.

- Etableringen af en særlig uddannelsesgruppe vil bestemt give anledning til dobbelte kommunikationslinier i organisationen og måske ligefrem kompetencestridigheder. Men det er en pris, man må tage. Det kan jo også give anledning til nyttig debat.

- I sin kerne handler det bare om at bringe efteruddannelsen på dagsordenen og lade den katalysere en række vigtige processer, sammenfatter Henning Salling Olesen.

Han fremførte sine synspunkter på en DLF-konference om 'efteruddannelse og fagforeningen' i sidste uge.

Powered by Labrador CMS