Den nye folkeskolelov har nu virket i tre år, og folk er åbenbart meget glade for den. Der er gode intentioner og fremsyn i den.

Man har valgt mottoet 'eleven i centrum'. Nu skal der rigtig tages vare om den enkelte elev og dennes mulighed for at suge viden til sig. Det skal ske igennem: differentieret undervisning, medindflydelse på valg af: arbejdsformer, metoder og stofvalg, samarbejde med læreren om målsætning for undervisningen og evaluering - blev målet nået, og hvordan kommer vi videre. Man skal arbejde mere i helheder og mere tværfagligt, og man skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og erfaringer.

Nu lyder det her jo meget godt, men når man sidder med lille Peter i 1. klasse, så virker det bare ikke.

Det, der er grundlæggende forkert i loven, er, at man lægger op til, at der er et lige forhold imellem eleven og læreren. Eleven skal være medspiller til sin egen skolegang. Det kunne man med rimelighed forlange i det små på 9.-10. klassetrin, i gymnasiet og selvfølgelig på universitetet, men i en grundskole - nej!

Det er galt at foregive, at der er et lige forhold imellem lærer og elev, den idé kan kun udspringe hos voksne, der også mener, at der er et lige forhold mellem barn og voksen i opdragelsen. For mig er det voksne, der ikke tør tage ansvar og være de voksne, de nu engang er.

Vi skal ikke have voksne, der helst vil være kammerater med deres børn og dermed dele ansvar. Vi skal have voksne, som kan vejlede børn på deres lange vej til voksenlivet.

Problemet er, at vi har nået et stadie, hvor vi ikke har noget at kæmpe for, vi tager alt for givet, og det har skabt et vakuum af manglende tro på værdier, tro på mennesket og tro på idealer.

Har vi som voksengeneration ikke noget, som vi synes er vigtigt, noget, vi gerne vil give videre til den kommende generation ud over gode råd om, hvilken type pc og andet isenkram de bør investere i - selvfølgelig har vi det.

Det er for tyndt, at man i en grundskole nærmest kan spørge: 'Hvad har du lyst til at lære noget om og hvordan?' Det ansvar skal ikke lægges på børnenes skuldre. Børnene skal i skolen møde nogle voksne, der med kærlig omtanke skaber nogle gode rammer for dem, nogle voksne, der har en stor faglig viden, som de brænder efter at give videre, nogle voksne, der har nogle meninger og holdninger, som de kan spille bold op ad og dermed få afprøvet deres egne meninger. Og det er ikke nødvendigt evig og altid at tage udgangspunkt i elevernes verden. Det er at bevæge sig på for lavt vand, og det giver kun franskbrødsspisere, der ikke får øjnene op for hele den fantastiske og forskelligartede verden, som vi lige så forskellige mennesker betræder.

Derfor skal undervisningen heller ikke stræbe efter at være i helheder. Man har en eller anden misforstået idé om, at børn forstår ting bedre i helheder. Det er en voksen overfortolkning af børns evne til selv at sortere stof og blive nysgerrige efter det, som de synes er spændende. Børn skal selv stykke deres verdensbillede sammen ud fra alle de spændende og forskellige ting, de hører. De behøver ikke en pædagogisk helhedsforståelse af verden, den skal de nok selv få støbt sammen. Og nu taler man om helhed imellem skole og fritidsordning.

Hvad med lige at lade børnene være bare lidt i fred, så de kan få lov at udvikle sig lidt på deres egne præmisser en gang imellem - uden pædagogiske tiltag og favntag!

Lars Søgaard

Assens