Debat

Madsen igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg ikke ønsker at ende mine dage som dig, Madsen, med at skrive læserbreve til mig selv, slutter jeg polemikken med dette indlæg. Naturligvis vil jeg straks gribe pennen, hvis du ændrer din aggressive skrivemåde, ja, jeg vil endog ikke holde mig tilbage for at rose dig.

Det undrer mig, at du helt er uvidende om, at formen også giver et signalement af den skrivende. Det var da godt, jeg kunne oplyse dig om det. Du har ret i, at du nok skal vare dig for at belære mig, men du forsøger alligevel, lidt spagt ganske vist.

Jeg forveksler ikke hypotakse med paratakse. Når jeg taler om hypotakse, drejer det sig om dit sprog fra punktum til punktum, hvor den ene sætning underordnet følger den næste og så videre; du kan simpelthen ikke blive færdig med at skælde ud.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Dine patetiske og svulstige paratagmer inde i sætninger har jeg jo allerede beskrevet. Den største kontrast til din skrivemåde er Hans Christian Andersens (måtte Gud tilgive mig denne profanering af hans navn), som skriver guddommeligt parataktisk (fortrinsvis i hovedsætninger). Ham ligner vi desværre ikke, Madsen.

Du stiller mig et par spørgsmål vedrørende undervisningsdifferentiering og faglighed. Jeg vil gerne fortælle dig, hvad Holberg mente om det smør:

'Lærdom er (vel)fornøden, men jeg regner den ikke for en Skolemesters Hovedkvaliteter, som er Skiønsomhed og Moderation: En Person, som besidder disse Egenskaber kan med mådelig Lærdom udvirke langt mere end den sprænglærdeste Person. Thi haver en Lærer ikke Skiønsomhed nok til at udforske en Discipels Naturel, spildes Tiden.' (Epistel 389).

Vedrørende den bedste måde at arbejde på siger Holberg i Epistel 411:

'Gid den faa en Ulykke som først haver ophittet Solskiver, eller andet Urværk.'

Afsluttende blot dette, Madsen: Op med humøret, brug fantasien, glæd dig ved livet! Jeg kan forstå, at du ikke bryder dig stort om satire, men min gode ven Holberg mener i den forbindelse, at satiren er bedste middel mod patetisk oppustethed og selvhøjtidelighed. Han siger som forsvar for brugen af den (Peder Paars):

'som bitter Medicin en Sund Satir' jo er

som en chirurgisk Kniv, den heler, naar den skær'

Birger Håkansson

specialundervisningslærer

Virum

Redaktionen anser hermed diskussionen om dette emne afsluttet i denne omgang.