Debat

Nationalt kompromis

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man følger den løbende debat om folkeskolen, får man en opfattelse af, at barberknivene bliver hvæsset hos flere af aktørerne på folkeskoleområdet. Hverken regeringen, Folketinget eller Kommunernes Landsforening er øjensynlig indstillet på at komme kommunerne til hjælp, når det gælder ressourcer til forbedring af forholdene for eleverne i folkeskolen. Opfattelsen er øjensynlig, at de nødvendige ressourcer til gennemførelsen af kvalitetsudvikling og den meget ambitiøse folkeskolelov fra 1993 skal fremkomme ved at barbere folkeskolen. Men efter min opfattelse er folkeskolen allerede glatbarberet. Kommunerne har løbende foretaget de nødvendige tilpasninger og omprioriteringer, og enhver ved jo, at man ikke kan klippe håret af en skaldet.

Folkeskolen har fået en ressourcekrævende ny folkeskolelov, skolebygningerne er stort set stadig indrettet efter princippet: en vinduesrække, en midterrække og en dørrække, undervisningsmateriellet er umoderne og nedslidt, lærerne har et stort behov for efteruddannelse i relation til de nye krav i folkeskoleloven, der er en stigende efterspørgsel efter skolelokaler til skolefritidsordninger, og elevtallet stiger stærkt i de kommende år. I Kolding Kommune stiger elevtallet med cirka en tredjedel svarende til 1.700 elever i de kommende ti år. En stor del af disse elever skal der også skaffes skolefritidsordningspladser til.

For en kommunalpolitiker med ansvar for blandt andet folkeskolen virker det derfor skræmmende, når de centrale myndigheder på den ene side vedtager en ambitiøs lov, mens de på den anden side holder kommunerne i et stramt økonomisk tøjr og forlanger, at den nødvendige kvalitetsudvikling i folkeskolen skal finansieres af folkeskolen selv.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg er enig i, at folkeskolen skal kvalitetssikres. Indlæringsmiljøet i folkeskolen skal forbedres blandt andet gennem forbedrede bygningsrammer, bedre undervisningsmateriale og videreuddannelse af lærerkorpset.

Efter min mening bør staten medvirke til forbedring af skoleområdet. Der bør kunne laves et nationalt kompromis mellem skoleejerne, de ansattes organisationer og lovgiverne, således at kvalitetssikring og udvikling af folkeskolen sikres gennem planlægning, styring, handling og ikke mindst fremskaffelse af de nødvendige ressourcer.

Staten bør over bloktilskudsordningen og eventuelt ved tilsagn om favorable kommunale lånemuligheder sikre elevernes arbejdsmiljø og etableringen af de nødvendige moderne læringsmiljøer, der lever op til folkeskoleloven. I Kolding er vi parat til at medvirke. Det har vi nu signaleret både gennem vores skoleplanlægning og gennem vores budgetlægning.

Ole H. Rasmussen

formand for

Kolding Kommunes Uddannelsesudvalg