0   73

Så hatten passer

Der var engang et godt lille land. Der var råd til uddannelse til alle uanset køn og herkomst, og således voksede en ny generation af voksne op, hvor begge køn havde spændende uddannelser og dermed lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet, også når de blev forældre.

Da landets statsminister et år holdt sin nytårstale, tænkte han, at alle de brave mennesker, som i mellemtiden var blevet forældre, og som stadig havde lyst til at beholde deres gode arbejde, ville blive meget glade og taknemmelige, hvis han lovede dem, at alle børn inden for det næste år kunne få en pasningsgaranti.

Artiklen fortsætter under banneret

Heldigvis havde skolerne ikke så mange børn på det tidspunkt, hvor løftet om pasningsgaranti blev givet, så man kunne låne nogle tomme lokaler på skolerne. Man kaldte rummene for skolefritidsordninger, og nu skulle de største børnehavebørn ikke længere gå i børnehave, men i stedet for i skolefritidsordning samtidig med, at de startede i børnehaveklasse. De kunne også lige så godt få to store skift påén gang som ét. Kunstgrebet var, at der dermed blev bedre plads i børnehaverne til de mindre børn. I sidste ende hjalp det naturligvis også på presset på vuggestuerne.

Nu skete der det mærkelige, at de små børn efterhånden voksede op og blev skolebørn, og så fik skolerne selv brug for deres lokaler til undervisning. Men nogle kloge politikere fandt ud af, at hvis man sagde, at det var godt for børnene at være i det samme lokale hele dagen, så var problemet løst. De sagde det mange gange, og til sidst troede de selv på det. De kaldte lokalerne for fælleslokaler, men hvad det var, man var fælles om, fortalte de aldrig til nogen! Sådan set havde de aldrig været i et fælleslokale sammen med børn hele dagen. Derved blev de også fri for at se, hvor snavset der var, og for at lugte, hvor meget der lugtede af spegepølsemadder hele dagen, og for at opleve, hvor søgende børnene gik rundt i deres bestræbelse på at finde en mening med det hele.

Det allermærkeligste var, at alle de dygtige voksne, som plejede at give børnene et godt børneliv med respekt for børnenes behov, var kommet til at lytte så meget til de kloge mænd, der bestemte, at de helt havde glemt, hvad det var, de selv havde ment for længe siden, før statsministeren havde givet sin pladsgaranti.

De begyndte at synes, at det var en rigtig god idé at være på skolen, hvis den blev lavet lidt om. Derfor foreslog de, at man skulle putte undervisning og fri tid i en stor hat og ryste den godt. Børnehaveklasselæreren, der hidtil havde været anset for at have så god forstand på de fem-syv-årige børn, behøvede ikke at arbejde i børnehaveklassen mere. Det kunne en skolepædagog og en rigtig lærer gøre mindst lige så godt. Så ville det helt sikkert blive meget bedre at være barn i den store skole hele dagen!

Men hvordan gik det så med pladsgarantien? Ja, den kæmper statsministeren og de kloge mænd stadig for at kunne opfylde.

Og børnene var der aldrig nogen, der spurgte. Man tænkte, at de ikke var nået at blive så kloge endnu. Derfor fik de heller aldrig fortalt om, at de hellere ville klatre i træer og bygge huler end være i en asfalteret skolegård hele dagen. Men det er en helt anden historie.

Lise Buhl er formand for børnehaveklasselederne i Århus Amt.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet