Kay Mikkelsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forhenværende overlærer ved Damhavens Skole i Vejle Kay Mikkelsen er død efter kort tids sygdom. Han blev 76 år.

Kay Mikkelsen blev dimitteret fra Haderslev Seminarium i 1943, og efter forskellige vikariater fik han fast ansættelse ved Vejle Kommunes skolevæsen den 1. april 1946, først ved Kirketorvets Skole og senere ved Damhavens Skole, hvor han virkede, til han gik på pension i 1985.

Som lærer var Kay fagligt dygtig og meget samvittighedsfuld, altid velforberedt og altid forstående over for såvel elever som kolleger. Derfor var han også meget respekteret og afholdt på den skole, som han tjente i så mange år.

Hans fag var fortrinsvis dansk, historie og engelsk, men sin største pædagogiske indsats ydede han nok som leder af skolebiblioteket gennem mere end 30 år. Man kan vist godt sige, at bøger var hans halve liv. Han var meget belæst og skrev også selv børnebøger - fire i alt, som ved deres udgivelse fik fine anmeldelser. Netop Kays kærlighed til bøger og hans evne til at tale med eleverne gjorde, at han var en fin formidler af børnelitteraturen, den ideelle skolebibliotekar.

Kay holdt utrolig meget af at rejse, og utallige er de rejser, han har foretaget sammen med sin kone og nære venner. Oftest var det bilture rundt i Europa. De var minutiøst tilrettelagt, og Kay fortalte med begejstring om alt, hvad der var værd at se undervejs.

Kay var et fint og nobelt menneske med et lyst og positivt livssyn. Han var altid venlig og imødekommende over for sine medmennesker, og aldrig hørte man ham tale nedsættende om andre. Han var tillige et meget beskedent og blufærdigt menneske. Han ønskede aldrig selv at være i centrum, men ville gerne være med til at hylde andre, og det gjorde han på fremragende vis i sine uforlignelige sange, som han har glædet så mange i den store vennekreds med ved festlige lejligheder.

Det er altid svært at miste en, man holder af, og vi er mange, der føler, at vi har mistet meget ved Kays død, men tabet og savnet er naturligvis størst for Kays nærmeste familie, og her samler vor medfølelse sig især om Kays kærlige og omsorgsfulde ægtefælle Ingrid, som har været ham en trofast støtte gennem næsten 50 år.

Vi vil altid mindes Kay som en trofast ven og en dejlig kollega.

Æret være hans minde.

Tidligere kolleger ved Damhavens Skole

Vejle