Hvis man vil regnes med blandt de trendy, skal man sørge for med jævne mellemrum at putte ordet kvalitet ind de rigtige steder.

Kvalitet, det er noget, vi går ind for. I hvert fald er det ikke noget, man kan være imod! Men selv om ordet i sig selv er indholdstomt, kan det næsten spærre for en ordentlig diskussion.

At skolen skal have kvalitet, er klart, det mener både Kommunernes Landsforening (KL) og undervisningsministeren. Og Danmarks Lærerforening. Men de mener det godt nok hver for sig. Og det er vist godt nok. For ellers kan det gå hen og blive farligt.

Forvirret? Det kan skyldes, at også lederskribenten er forvirret.

Kommunernes Landsforening går ind for kvalitetsudvikling iskolen, men er imod en national kvalitetssammenligning. Undervisningsministeriet derimod vil gerne vil se på helheden. Den modsætning er nem at forstå. For den viser bare, at KL prioriterer det kommunale selvstyre højere end en samlet højnelse af kvaliteten, mens Undervisningsministeriet ønsker at få det nationale overblik, som decentraliseringen forhindrer.

Men nu bliver det svært: Danmarks Lærerforening argumenterer for, at der skal ske en samlet kvalitetsforbedring; for lærerne anser det for særdeles vigtigt at passe på den fælles folkeskole. Undervisningsministeren mener (vist nok) det samme, men han må ikke sige det for finansministeren. For hvis et regeringsmedlem stiller krav til kommunerne, kommer KL straks og forlanger større bloktilskud!

Og nu bliver det for alvor svært: Danmarks Lærerforening og Undervisningsministeriet har indtil nu været enige om, at de 'beskrive- og evalueringsværktøjer', som er ved at blive udviklet, skal være til frivillig brug for skoler og lærere. (Undskyld den manglende sprogkvalitet; det hedder tøjeriet altså!)

Men efter at konsulentfirmaet PLS Consult er halvvejs med fremstillingen af Undervisningsministeriets værktøjskasse, kan man ane konturerne af noget mere. Det positive er, at det ser ud som om, man vil kunne tilbyde lærerne gode materialer, der kan bruges i den personlige og fælles planlægning og til strukturering af den professionelle diskussion. Men projektlederen understreger, at 'alt skal kunne måles og vejes', og det betyder enten, at projektet er farligt, eller at projektlederen vrøvler.

Måske er det en trøst, at samme projekts koordinator siger, at alt ikke skal måles og vejes. Men når det samtidig er meningen, at alle skoler i løbet af fåår skal lægge oplysninger om hvad som helst ud på Internettet, så forstår man godt, at Undervisningsministeriets mand på projektet taler om skræmmende perspektiver.

- Hvordan kan man se forskel på det, der bare er populært og moderne, og så det, der er godt?

- Hvordan kan man måle glæden ved at læse og veje oplevelsen af et digt?

- Hvordan måles forskellen på personlige nederlag og den følelse af frustration, der ofte opstår, når man er ved at tilegne noget nyt?

Og hvordan i alverden skal det kunne lægges på Internettet?

Nej, vel? Den går ikke. Det går for vidt. Det kvalitetstog må enten styres eller stoppes.

Det allermest forvirrende er, at der bag ved det trendy og skræmmende også gemmer sig muligheder for at udvikle noget godt.

-th

Læs side 4

Hvordan kan man se forskel på det populære og det gode