Hjerter i Chili

Selvom ikke alle havde smagsløg til det, blev temadagene om den praktisk-musiske dimension sat til livs på Mårslet Skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er mig en glæde at æde.

Græske retter er ligesom

portrætter

at spise.

Det kinesiske køkken,

det er lykken

at spise.

Arabisk mad,

den gør mig glad

at spise.

Det er mig en glæde at æde.

På et stort stykke hvidt papir har en anonym elev fra en af de ældste klasser på Mårslet Skole nedfældet sine oplevelser i løbet af skolens temadage. Sammen med de 50 andre skoler i Århus Kommune havde Mårslet Skole i slutningen af august revet to dage ud af kalenderen, for at lærere og elever skulle udforske, hvad den praktisk-musiske dimension i folkeskoleloven egentlig er for noget.

Dagene havde som samlet overskrift 'Forvandling', og i Mårslets 8., 9. og 10. klasse blev det omsat til næring og fortæring. Det er årsagen til, at opslagstavlerne i skolens kantine er fyldt med papirlapper i alle regnbuens farver, hvor der er skrevet fyndige ord om mad og beslægtede oplevelser.

Arrangementet bestod i, at eleverne så den mexikanske film 'Hjerter i Chili', dækkede bord og lavede en række eksotiske retter sammen med en professionel køkkenchef og deltog i fælles spisning og fest til ud på aftenen.

Men det er langt fra alle, der har fået lige meget ud af at være med. En anden elev har sat disse ord på sit stykke papir:

'Filmen var lang og kedelig.

Middagen var lang.

Festen var lang og kedelig.'

(Den negative.)

- Det kneb nok mest for drengene i 8. klasse. De havde svært ved at blive indfanget af handlingen i filmen, men jeg tror, de fleste syntes, at de havde en god dag, siger Jens Lund Damkjær, der er lærer i 9.c.

Der kom mange vidt forskellige projekter ud af de fælles temadage.

Mest iøjnefaldende var et stort fælles projekt, hvor 68 3.-5.-klasser gik i optog til Rådhusparken for at holde fernisering på en udstilling af kæmpe stofbilleder, som eleverne havde fremstillet. I den modsatte ende var projekter, der gik ud på at udsmykke lokaler eller udendørsfaciliteter på skolen.

Fælles for aktiviteterne var, at de skulle passe til overskriften 'Forvandling', og at de senere pååret skal indgå i et stort katalog, som alle skolerne får stillet til rådighed. Det kan de bruge som inspiration, når de en anden gang vil lave et praktisk-musisk projekt.

- Kataloget skal nok blive brugt, mener Jens Lund Damkjær. I nogle år var han lærer i en lille kommune, hvor der ikke blev taget fælles initiativer. Der blev samarbejdet på tværs af skolerne, men her i Århus Kommune føler han sig i højere grad som en del af en helhed.

- Der skal ting til udefra, for at vi får greb om folkeskoleloven. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad den praktisk-musiske dimension er for noget. Det kan den slags fælles initiativer være med til at løse op for. Men man skal passe på ikke at bruge ressourcerne forkert. Den enkelte skole har brug for økonomiske midler til at leve op til lovens intentioner, og vi har i høj grad brug for ro. Arbejdspresset øges, og for mange initiativer udefra kan gå ud over den almindelige undervisning.

Tilbage til eleverne. Peter Voxtorp, 8., og Aviata Frost, 9.c, synes ikke, temadagene var så meget anderledes end de featuredage og uger, som de to tidligere har været med til.

- Det er fint med sådanne dage, hvor vi er sammen med hinanden på andre måder, og hvor man lærer nogle at kende i de andre klasser. Jeg har lidt svært ved at se, hvad vi skulle bruge 'Hjerter i Chili' til. Jeg vil da gerne kunne lave forførende mad, sådan som kvinden i historien kan, men filmen hang ikke rigtigt sammen med resten af dagen. Den var nærmest et afbræk, som ikke gjorde godt for noget, siger Aviata.

Peter:

- Det er en god ide med den slags temadage, men helt ærligt, jeg faldt i søvn, mens vi så filmen. Jeg ved ikke engang, hvad den handlede om.jk