Debat Kommentar
0   270

Skole er andet end fag

At være lærer er andet end at kunne sit fag

Faglighed, lyder feltråbet til folkeskolen fra alle sider i øjeblikket i håbet om, at man derved kan højne kvaliteten i folkeskolens undervisning. Spørgsmålet er, om den linjefagsspecialisering, der lægges op til, ud over at give skemalæggerne grå hår i hovedet (Folkeskolen nummer 37) i virkeligheden er svaret på det, der efterlyses. Får vi en bedre skole af, at lærerne kan undervise kvalificeret i færre fag? At være skole er andet end fag. At være lærer er andet end at kunne sit fag.

Når jeg lytter til skoledebatten for tiden, tænker jeg tit med stor taknemmelighed tilbage på min egen læreruddannelse. Vi havde ét linjefag. Jeg tror ikke, det gjorde os til ringere lærere. For vi lærte, at det at være lærer betød to ting: respekten for fagene og respekten for eleverne. Vi lærte, at det forpligtede at være lærer. Vi lærte, at det er ikke noget, man kommer let til, heller ikke i det daglige. Hovedbudskabet var: vær et godt eksempel for eleverne. Vi lærte, at læreren var den første, der var i klassen og tog imod eleverne, når klokken ringede. Han var også den sidste, der forlod klassen, som var ryddet op til næste time, så også kollegaens time kunne begynde på en ordentlig måde.

Artiklen fortsætter under banneret

Eleverne skulle have lektier for. De skulle høres i det, de havde arbejdet med. Deres hefter skulle rettes - og så hurtigt, at eleven havde opgaverne present, så det havde mening at snakke med ham eller hende om dem. Vi lærte simpelthen, at tingene ikke måtte daske derudad. Læreren skulle vise sine elever, at det her, vi laver, er vigtigt.

Derfor lærte vi også at lave en plan for en time. Meningen var: man skal have tænkt det igennem man vil nå, og man skal vide, hvordan man vil nå det. Det kræver en disposition: Hvad begynder timen med? Hvad er dens hovedemne? Hvordan disponeres det? Dispositionen skulle indeholde et sidste punkt, der hed: hvis tiden tillader. Dispositionen hjalp den lærer, der enten havde alt for meget stof, eller pludselig opdagede, at nu var det sluppet op, og hvad skulle han nu stille op med de 25 unger i de sidste to minutter, som ellers let ville gå op i støj og ingenting. Dispositionen var ikke til hinder for, at der kunne laves kreative ting i timerne. Den betød måske endda, at der blev tid netop til det, fordi der var en indre plan for timen, som der var også for det pensum, der skulle nås i løbet af året.

Som vi bruger begreberne i dag, er disse eksempler ikke udtryk for faglighed. Men i lærergerningen er det en nødvendig del af faget: at være lærer. Det er ikke et fag på timeplanen, men det er en forudsætning for, at eleven får den undervisning, han har krav på.

Men den reale faglighed manglede ikke. Vi lærte dansk, litteratur, historie, religion, så det sidder fast i rygraden endnu. Ikke alene som fag, men som en bestanddel af ens univers. Det var meningen, vi skulle kunne de fag, så vi kunne undervise i dem, selv om de ikke var linjefag. Det blev til tværfaglighed, der rakte ud over undervisningssituationen. Vi vidste mere, end det, vi skulle lære fra os.

Det er rigtigt, at manglende faglig kunnen i dag gør mange lærere usikre, og bedre bliver det ikke, når de også skal være tværfaglige. I nøden vil man så koncentrere den nye lærers indlæring til specielle fag, hvilket ikke umiddelbart synes at styrke tværfagligheden. Men det er jo ikke et gymnasium, han skal undervise på. Det er en folkeskole, der nødvendigvis må kunne forlange, at lærerne kan undervise kvalificeret i andet end matematik, hvis hele skemaet ikke skal falde fra hinanden, og hvis læreren ikke skal gå til i reduktion af ligninger. Folkeskolen i sidste uge viste med tydelighed, hvad der let bliver hverdagen, når de nye lærere begynder at komme ud. Vores store styrke, menneskeligt og fagligt, var, at vi ikke var specialister, men at der blev stillet store krav til os, til vort faglige niveau over en bred front og til vore menneskelige holdninger og vores almene viden (det sidste er for øvrigt det, der i høj grad efterspørges på overbygningsuddannelserne i disse år! Det hele må ikke gå op i fag!) Vi kom ud med en vældig ballast: viden om glæden ved at arbejde med et stof, lære selv, lære andre, blive inspireret og inspirere selv. Vi lærte, at hemmeligheden bag al god undervisning er, at man selv synes, at fagene er spændende, og at man gør fagene spændende for sig selv og for eleverne. Vi lærte at gøre os umage med at forberede hver eneste time. Men vi lærte også, at læreren hører til i det samfund, han er lærer. Han kan ikke leve sit liv i skolen. Vi blev inspireret til at føle, at vi kunne bidrage til det lokale samfunds vækst med det, vi kunne.

Der var både ånd og håndværk over det, vi lærte. Ideen var klar: vi skulle have en så solid ballast, at det faglige og undervisningshåndværket var i orden. Men vi skulle også få kraft til at udvikle os selv livet igennem, så vi ikke blev kedelige og uinspirerende at være sammen med, også for os selv og for eleverne.

Man begår en fejl, hvis man mener, at koncentrationen om specielle fag giver en god skole og gode lærere. At være skole rækker langt ud over at være rammen om en samling lærere med forskellige fag som speciale. Er kvaliteten af skolens virke i dag for ringe, er jeg sikker på, at man i stedet for at hænge hatten så stærkt på kravet til specialisering skulle se på, hvad grundholdningen, vi andre blev uddannet efter, betød for kvaliteten i den daglige undervisning og for respekten for skolen og dens lærere.

Lærer, tidligere sundheds-, indenrigs- og landbrugsminister.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ