At fortælle sig har altid været en vigtig del af menneskers arbejde med at skabe og finde sig selv.

Det finurlige er, at fortællingen kommer til at betyde noget mere, når den fortælles. Det handler ikke alene om virkeligheden, men også om, hvordan den burde og kunne være. I fortællingen forpligter man sig på en fremtid. Rygere kender det, når de har villet holde op. Her hjælper det at fortælle om beslutning og dato. Knebet er at fortælle sig ind i en positiv fremtid med sig selv som aktør.

Vi holder af fortællinger med os selv i rollen med at gøre det nødvendigt gode. Nogle gange fortæller vi imidlertid onde historier om, hvorfor vi ikke magter det gode. Det er tit for at få trøst ved, at andre giver os ret i urimelighederne. Det trøster også kort, men mange kender det energidræbende, når depressionen bliver det daglige tema.

Fortællere, som graver sig ned, har to muligheder: At gøre historien mere og mere dramatisk eller at begynde på en frisk. Det sidste kan imidlertid være svært, for det depressive realiseres jo ved at blive fortalt. I skolen handler de depressive historier om alt fra få midler, dårlige kolleger og ledelse over ringe løn til befolkningens og i særdeleshed en bestemt Danmarks Lærerhøjskoles lektors urimelige mistænkeliggørelse. Derfor kan vi ikke alt det gode, vi gerne vil! Hvis ikke . . . så ville lærerarbejdet være en solskinstur!

Når jeg fik lejlighed til at blande mig i debatten, var det med det mål at støtte de gode udviklingskræfter i skolen, så de kunne få rum, og vise, hvor de gode kræfter stødte panden imod.

I mit arbejde med skoleudvikling har delforløb handlet om gode og onde historier om livet på skolen. De er blevet undersøgt og tolket for at finde grundlaget for den optimistiske selvfortælling. Efter min opfattelse (baseret på skøn!) har det ofte givet stolthed og lyst til udviklingsarbejde indskrevet i historien om, at her på skolen er vi gode til det der med undervisning, omsorg, forældre og kollegasamarbejde med videre.

Danske lærere har fantastisk mange brikker til den gode historie om sig selv. Befolkningen er tilfreds med skolen, efteruddannelsesressourcerne er - i forhold til alle andre mellemuddannede - meget store, efteruddannelsen foregår sågar på eget universitet, danske børn er opvakte, interesserede og krævende, danske forældre er i stigende grad godt uddannede og så videre. Faktorer, der gør det meget mere udfordrende og kvalificerende at være lærer i den historie, som fortælles og spejles. Hvis man trods disse privilegier kræver at fortælle den onde historie, bliver det svært andet end at realisere den. De onde fortællinger må derfor høre op!

Til de gode kræfter, derfor: Tag ordet og praksis, så man kan se og forstå, at det er en god historie, I fortæller!

Skup (skoleudviklingsprojekt) har blandt andet vist, at fortællingen om sig selv som god skole faktisk giver en god skole.

Det er der altså meget kraft i.

Mads Hermansen

Danmarks Lærerhøjskole

Forkortet af redaktionen