Mellem bløde humanister og matematiske nørder

Det er en ulykke, så svagt de naturvidenskabelige fag står, mener RUC-professor, som ser en gylden middelvej

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Jan Kaare

Selvom det er 125 år og nogle få dage siden, N.S.F. Grundtvig døde, er hans tanker og ideer stadig livskraftige, og mange nutidsdanskere vedkender sig gerne arven efter den store reformator. Men det er sikkert de færreste, der tænker på, at hans åndelige testamente indeholder både rigdom og fattigdom. Når naturfagene og matematik fører en hensygnende tilværelse i 1990'ernes uddannelsessystem, så bærer Grundtvig en del af skylden, mener professor Mogens Niss, Roskilde Universitetscenter.

- Grundtvigs hovedprojekt for uddannelsessystemet var at omdanne mennesker fra almue til folk, siger Mogens Niss. Det var et fornemt projekt, men han glemte, at projektet forudsætter, at man også går fra at være almue til at være folk i naturvidenskabelige dele af verden. Når matematik og naturfagene har en svag placering i undervisningen i dag, hænger det sammen med en dyb mistro og mistillid til ting, der har at gøre med tekniske og naturvidenskabelige spørgsmål. Den mistro har sin rod i Grundtvigs tanker om matematik og naturvidenskab, som han både i skrift og tale kaldte for drengevidenskab.

Ud over at være professor i matematik og matematikkens didaktik er Mogens Niss generalsekretær for den Internationale Kommission for Matematikundervisning, der har over 60 lande som medlemmer. Han har i kraft af det hverv fået et omfattende kendskab til undervisningssystemer rundt omkring i verden.

- Det er et globalt fænomen, at matematik og naturfagene har det svært i disse år, men på flere områder er problemerne specielle i Danmark. Det gælder både i folkeskolen, på seminarierne og i hele uddannelsessystemet som sådan. Der mangler generelt balance mellem humanistiske og pædagogiske områder og naturfaglige områder.

Det er oplagt at rette blikket mod seminarierne.

- Den nuværende læreruddannelse er en meget humanistisk uddannelse, siger Mogens Niss. Den rekrutterer folk med sproglig studentereksamen, og hele orienteringen er humanistisk præget. Plottet er baseret på nogle ideer om det hele menneske og på forestillinger om menneskers anbringelse i det kulturelle, det historiske og det demokratiske med vægt på sammenhæng, samarbejde og på sociale og musiske kvalifikationer. Alt sammen noget, som jeg sætter meget stor pris på, men diæten er ikke rimeligt blandet. De naturvidenskabelige fag og historier er underbetonede.

Ifølge Mogens Niss behøver man ikke vælge det ene eller det andet, sådan som seminarierne og folkeskolen har gjort.

- Jeg opfatter det ikke sådan, at enten bliver man en blød person, der kan alle de samfundsmæssige ting, men ingenting ved om naturvidenskab eller matematik, eller også bliver man en nørd, der ikke forstår et kvæk af, hvordan mennesker har det, og hvordan samfundet er indrettet. Man kan godt placere sig et sted, hvor forholdene i højere grad er i balance.

- Man skal udsætte de studerende for undervisning ikke bare i matematik og naturfagenes substans, men også i deres fagdidaktiske sammenhæng. Altså overvejelser om, hvorfor fagene eksisterer i skolen, hvilken rolle kompetence i fagene spiller, hvorfor man skal undervise hvilke grupper af elever i dem, hvilke konsekvenser man skal drage med henblik på indretningen af fag og læseplaner og så videre . . .

- Jo yngre børn er, jo dygtigere skal man være for at undervise dem. Undervisning i de yngste klasser i folkeskolen stiller nemlig store krav til at kunne se fag i andre indpakninger og til at kunne opfatte, hvordan folk ser ud inde i hovedet, som Mogens Niss udtrykker det i den hurtige talestrøm, der kommer fra ham.

- Jo tidligere et niveau man underviser på, jo mere skal man have med i bagagen. Derfor er det en ulykke, så svagt de naturvidenskabelige fag står på seminarierne. Dertil kommer, at en stor del af de studerende kommer på seminarierne efter at have valgt matematik fra, og langt hovedparten af de lærerstuderende har en sproglig studentereksamen med i bagagen.

- Jeg har engang provokerende sagt, at den simpleste måde at lave læreruddannelsen om på er ved at insistere på, at folk skal have en matematisk studentereksamen for at komme ind på seminarierne. Men det er politisk uacceptabelt, fordi det er det samme som at sige, at en sproglig studentereksamen ikke giver adgang til noget som helst andet end sprogfag.

- Mange seminarier gør en strålende indsats, men det er ikke nok. De er nemlig oppe mod en selvforstærkende proces. Hvis det er sådan, at i læreruddannelsen er meget matematik tom, at det humanistiske fagspektrum, det samfundsfaglige og det pædagogiske fagspektrum er meget tungtvejende, så føler folk med naturvidenskabelige tilbøjeligheder, at det ikke er der, de skal have deres kartofler hyppet.

- Det forstærkes af, at de naturvidenskabelige fag har en forstemmende placering i folkeskolens læseplaner. Derfor kan studerende, der tager liniefag i fysik og kemi, tælles på en hånd, og de bliver nemt betragtet som lidt sære, mener han.

Mogens Niss har været medlem af skolenævnet og skolebestyrelsen på sine børns skole i 12 år. Herfra ved han, at virkeligheden er mere nuanceret, end det umiddelbart ser ud til.

- Mine børns skole var excellent med et meget fint samarbejde mellem lærere og forældre. Men når man skal påtage sig så mange opdragende opgaver, som en almindelig folkeskole skal, så kommer nogle i baggrunden. Matematik og fysik stod ikke centralt i opgavespekteret, selvom der var mange kompetente lærere i de to fag. Det krævede nemlig et overskud fra andre opgaver.

To forhold er ifølge Mogens Niss værd at hæfte sig ved i den danske folkeskole. Det ene er, at det i de senere år er lykkedes at humanisere matematikundervisningen. Det andet er, at man ikke har taget det næste skridt, at gøre undervisningen meningsfuld, omfattende og righoldig.

- Folkeskolen kan ikke blive humaniseret nok, men der mangler nogle andre dimensioner, og det kræver lyst og vilje. Det kræver, at man ikke bliver beskyldt for at ville tilbage til den sorte skole, hvis man beder om, at naturfag og matematik skal tages mere alvorligt.

- Folkeskolen har et kredsløb, der består af seminarierne, DLF og selve folkeskolen, og gymnasierne og universiteterne har deres eget kredsløb. Man opfatter det sådan, at man er ansvarlig for sin egen lille butik, og så bygger man ideologier op, der svarer til, hvordan den butik er. De ideologier kommer så til at stå i modstrid til det, de andre butiksbestyrere synes, det hele går ud på. Gymnasielærere tænker som ambassadører for deres fag, og de brokker sig derfor over, at folkeskolen leverer slatne varer. Omvendt er det en udbredt forestilling i folkeskoleverdenen, at gymnasiet er en eliteuddannelse til forskel fra folkeskolen, der påtager sig ansvaret for alle børn, og som interesserer sig for det hele menneske. Det er baggrunden for et evindeligt sorteper-skubberi og for en i bund og grund ulykkelig situation.

- Man skal ikke afvente, at der kommer et eller andet politisk signal fra en minister eller et udvalg. Jeg tror ikke ret meget på reformer fra oven i sådanne sager. Ændringer, der ikke kommer nedefra, bliver ikke til noget ordentligt. Derimod tror jeg på diskussionernesog problemstillingernes reformerende kraft. Hvis man er i stand til at sætte behovet for en anderledes vægtning af de naturvidenskabelige fag på dagsordenen i diskussionen blandt lærere og forældre, og hvis man anerkender, at vægtningen ikke er god nok, sådan som den er, så kan vi i fællesskab gøre noget ved det.

En åbning mellem seminarieverdenen og universitetsverdenen vil være mulig, hvis der bliver oprettet et ingenmands- eller fællesmandsland. For eksempel ved at de folk, der har med matematikundervisning at gøre, danner grupper, der diskuterer og iværksætter forskningsprojekter, gensidig informationsudveksling og besøg hos hinanden. Det har man i Frankrig, hvor man mødes på tværs af systemet.

- Jeg tænker på et forpligtende samarbejde, hvor de rigtige ting tages op. Det forudsætter, at man erkender, at der er forskellige slags bærende konstruktioner. Det, der skal til for at forstå, hvordan naturen og verden er indrettet, er ikke det samme som det, der skal til for at forstå kulturens indretning, siger Mogens Niss.

Jan Kaare er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS