Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Mangelvarer

Det nye Skoleaar er startet i Manglernes Tegn. Det er galt med Stilebøger og Regnehæfter, Typografstrejken har forsinket nye Oplag af en Række Skolebøger, det er galt med Lokaler, og der er Mangel paa Lærerkræfter.

Fra København meddeles, at Eleverne bader i Sløjdtimerne, fordi man ikke kan faa Træ nok. I Tegnetimerne maa der tegnes paa begge Sider af Papiret, og Farveblyanter er helt udgaaet.

I Vestjylland har det vist sig vanskeligt at faa Vinterlærerembederne besat. Hvem ønsker et halvt Aars løst Arbejde, naar der er nok af Steder, hvor man kan faa Arbejde Aaret rundt. Til et Timelærerembede i Præstø har der ikke meldt sig en eneste Ansøger.

I Ringsted paatænker man næste Aar at flytte nogle Klasser til Handelsskolen paa Grund af Lokalemangelen, som bliver mere og mere følelig.

Ved Vanløse Skole i København, hvor man venter paa Opførelsen af nogle haardt tiltrængte Barakker, har man foreløbig maattet indføre Hverandendags Skolegang for en Del Klasser.

Folkeskolen nummer 36

september 1947

For 25 år siden

Skoleradioens 25 års jubilæum

Tre af skoleradio og -TV's veteraner var blandt de mange, der fejrede institutionens 25 års jubilæum ved en reception i TV-byen. Det var programchef Valdemar Christensen, en af foretagendets første medarbejdere, magister Jens Rosenkjær, og en endnu tidligere skoleradioleder, direktør Jens Fr. Lawaetz.

Ellers var ved receptionen alt, som det skulle være. Direktør Hans Sølvhøj holdt tale og lykønskede skoleradio/TV.

Kulturminister Niels Mathiassen kom og hilste på, og alle havde lejlighed til at besigtige en lille del af en udstilling om 'Medierne i skolens verden'.

Folkeskolen nummer 36

september 1972