Arbejdsro i to år, med statsgaranti

Ole Vig lover arbejdsro i to år, hvis lærerne og kommunerne gør en ekstra indsats på udvalgte områder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arbejdsro i to år - det er undervisningsminister Ole Vig Jensens lokkende tilbud til lærerne.

Det eneste, han forlanger til gengæld, er, at lærerne og kommunerne vil gøre en ekstra indsats på en række områder, de såkaldte fokusområder (der aftrykkes i deres fulde ordlyd på modsatte side, redaktionen).

- Folkeskolen er godt på vej, men vi har registreret en række områder, der kræver en forstærket indsats, siger Ole Vig Jensen.

Han fremlagde fokusområderne - der i nøgleord handler om kvalitetsudvikling, lærerteam, læsning og regning, informationsteknologi (IT), indskoling, skole-hjemsamarbejde, skoleledelse og omlægning af skolernes økonomi - for forligspartierne bag folkeskoleloven sidste tirsdag. Der blev nikket hele vejen rundt om bordet.

Ole Vig vil herefter snarest indkalde Danmarks Lærerforening (DLF) og Kommunernes Landsforening (KL) til et møde, hvor den konkrete udmøntning af fokusområderne skal diskuteres med henblik på en handlingsplan frem til år 2000, hvor et grundskoleforløb på syv år for første gang er kørt igennem under den nye folkeskolelov.

- Debatten om folkeskolen er ofte forvirrende. Nu er der brug for en stabil arbejdsperiode på to år. Fokusområderne er i den forbindelse tænkt som et konstruktivt udspil til Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, understreger ministeren.

Direktør i KL Peter Gorm Hansen og DLF-formanden, Anni Herfort, var allerede i juni i Ugebrevet Mandag Morgen fremme med ønsket om en koordineret, national handlingsplan for folkeskoleområdet.

Kommunernes problem er den tikkende økonomiske bombe under folkeskolen, der skyldes det stigende elevtal, de forsømte skolebygninger og undervisningsmaterialer, IT-investeringerne samt - bredt sagt - de store pædagogiske ambitioner i den nye folkeskolelov.

Lærerforeningen vil på sin side have orden og rimelighed i sagerne. Foreningen er i sagens natur interesseret i, at skolen bliver så god som overhovedet mulig, men som tingene ligger nu, er der for stor afstand mellem lovens krav, visioner og forventninger og de ressourcer, som kommunerne rent faktisk stiller til rådighed.

De to organisationsfolk er derfor umiddelbart positivt stemt over for en forhandlingsrunde om aktionsprogrammet, som de otte fokusområder også kaldes.

- Udgiftspresset på folkeskolen bliver kolossalt i de kommende år, siger Peter Gorm Hansen.

- Det er en kæmpe burger at bide over, det kan vi slet ikke. Vi må tage den i små, målrettede bidder, ellers bliver den offentlige debat også håbløs.

- Jeg ser derfor positivt på ministerens udspil. Jeg ser det som en begyndende erkendelse af, at det hele ikke kan komme påén gang. Som et første trin i en stategiplan.

- Og det er godt. Vi må væk fra den destruktive debat, der har været parterne imellem det sidste års tid, hvor vi har skældt hinanden ud i stedet for at diskutere løsninger.

Også Anni Herfort finder det fornuftigt at arbejdet, med at få folkeskoleloven sat i system og gjort målrettet.

- Jeg håber, at de otte fokusområder lægger op til, at vi får nogle redskaber, for eksempel ressourcer, til realiseringen af folkeskoleloven, siger Anni Herfort.

Hun mener dog ikke, at de otte fokusområder erstatter Lærerforeningens længe nærede ønske om en national handlingsplan, der kan rette op på det efterslæb, der er med for eksempel nedslidte skolebygninger og undervisningsmaterialer.

- Lige meget hvordan man vender og drejer det, så skal der være en realistisk sammenhæng mellem krav og forventninger og ressourcer. Det har vi længe sagt, og det mener vi fortsat, understreger Anni Herfort.

- Men hvis Ole Vigs nye initiativ kan være et første skridt i retning af en samlet, realistisk national plan for folkeskolen, så er det fint med os.

Powered by Labrador CMS