Farlige materialer ud af skolerne

Århus Kommune stiller som den første kommune nu ekstraordinært skrappe krav til leverandører af blandt andet maling, lim, lak, modellervoks og ler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kræftfremkaldende stoffer og materialer, der kan give allergi, skal nu definitivt ud af skolerne.

Århus Kommune har som den første af en række kommuner udarbejdet en detaljeret og udtømmende liste med krav til leverandører af alle former for hobbymaterialer. Kommunen indkøber for mellem fem og otte millioner kroner om året, og på landsplan forbruger daginstitutioner og skoler for omkring 100 millioner kroner hobbymaterialer.

De 51 folkeskoler i Århus Kommune kan se frem til at blive fri for en stor gruppe farlige og sygdomsfremkaldende stoffer, som findes i blandt andet maling, lak, tuscher, ler og modellervoks.

- De skærpede krav omfatter alle varegrupper, og kommunen kræver som noget nyt, at leverandørerne med jævne mellemrum tester produkterne. På den måde får vi sikkerhed for, at hobbymaterialerne overholder de krav, vi stiller, siger indkøbschef Annette Issaksen fra Århus Kommune.

De skærpede krav er udarbejdet i samarbejde med Bedriftssundhedstjenesten (BST), og målet er, at alle materialer, som bruges af børn og lærere, bliver lige så rene som drikkevand.

De nye krav til leverandørerne vil i løbet af en årrække fjerne for eksempel kræft- og allergifremkaldende stoffer. I dag kan leverandørerne ikke i alle tilfælde leve op til de skærpede krav.

- Kravene er meget kategoriske, og der vil gå noget tid, før tingene er, som vi vil have dem. Men vi kræver, også som noget nyt, at leverandørerne redegør for, hvilke varegrupper der ikke overholder kravene, og hvad de vil gøre for, at kravene kan opfyldes, siger Annette Issaksen.

Århus Kommune stiller i udbudsmaterialet tidsterminer for, hvornår varerne bliver forbedret. Dermed får kommunen hånd i hanke med mindre seriøse leverandører, som måske ikke kan se det fornuftige i at sælge giftfrie materialer.

En række kommuner, blandt andet Randers, Fredericia, Herning og Ringsted, har allerede planer om at kopiere Århus Kommune og sende skærpede krav til leverandører af hobbymaterialer.

John Peters er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS