I en kommentar i Folkeskolen nummer 35 kritiserede Birgit Christensen skarpt undervisningen i fonologisk opmærksomhed i indskolingen. Desværre bestod kritikken alene i udokumenterede påstande. Og endnu værre er, at mange af dem var forkerte og dermed vildledende for Folkeskolens læsere. Det er synd, først og fremmest fordi et usandt og forvrænget billede af undervisningen i indskolingen i sidste ende kommer børnene til skade.

Birgit Christensen fremfører for det første, at undervisning i sprogets lyde (fonologisk opmærksomhed) er uheldig, fordi 'dansk er lydmæssigt så himmelråbende inkonsekvent'. Det er rigtigt, at dansk ortografis gengivelse af ords lyd ikke er så enkel ('lydret') som mange andre sprogs ortografi, men skriftens grundlag er dog stadig sproglyd. Selv i de mest 'uregelmæssigt' stavede ord i dansk er det højst halvdelen af bogstaverne, der ikke har en helt forudsigelig lyd. Hele ordet er altså ikke inkonsekvent og umuligt, selv om visse lyde i det kan være mindre forudsigelige ud fra bogstaverne. Hvis man som læser gætter på den mest hyppige udtale af hvert enkelt bogstav, vil man i gennemsnit gætte rigtigt cirka seks ud af ti gange. Hvis man tager hensyn til nabobogstaverne, når man gætter, kommer chancen op på cirka ni ud af ti gange. Og fejlgættene gør sjældent ordet fuldstændigt uforståeligt. En ret komplet oversigt over forholdet mellem skrift og lyd i dansk findes i Christian Becker-Christensen, 'Bogstav og lyd' (Gyldendal, 1988).

Birgit Christensen påstår dernæst, at 'små børn, der endnu ikke kan læse, intet har at bruge lyde og bogstaver til'. Modsat hvad Birgit Christensen mener at vide, så har adskillige undersøgelser verden over samstemmende vist, at de stærkeste indikatorer for førskolebørns senere succes med læsetilegnelsen er bogstavkendskab og fonologisk opmærksomhed. Et eksempel findes i 'Kan man forudsige ordblindhed?' i 'Mål og Mæle', 1996, nummer 2. I øvrigt kan vi henvise til Adams, 'Beginning to read', kapitel fire, MIT press, 1990.

For det tredje og fjerde anfører Birgit Christensen, at undervisningen 'strider mod den viden, vi i dag har om læsning og små børns læring', og at den ikke gør det 'muligt for det enkelte barn at lære sig at læse på sin måde'. Heldigvis for børnene er dette heller ikke sandt. Den positive effekt af tidlig undervisning i sproglyd er en af de bedst dokumenterede sammenhænge i begynderundervisningen. Og som noget meget glædeligt har det vist sig, at leg med sproglyd reducerer risikoen for alvorlige læsevanskeligheder ganske markant. Se for eksempel Borstrøm og Elbro, 'Prevention of dyslexia in kindergarten: Effects of phoneme awareness training with children of dyslexic parents', I: Hulme og Snowling (redaktionen), 'Dyslexia: Biology, cognition and intervention' (siderne 235-253). London: Whurr, 1997.

Vi skal undlade at tage stilling til Birgit Christensens pædagogiske forbehold (argument fem, seks og syv). Vi må minde om, at undervisningens emne ikke definerer undervisningens form. Man kan selvfølgelig ikke slutte, at undervisning i sproglyd skal være 'unaturlig' og kræve 'flokdisciplin' for at nytte. Hvordan undervisningen gribes an, må i høj grad være bestemt af lærerens pædagogiske fantasi og overbevisning.

'Bornholms-undersøgelsen' er en af de mest kendte effektundersøgelser af undervisning i sproglyd (dokumenteret i adskillige rapporter fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Rønne). Imod denne undersøgelse og imod fonologisk opmærksomhed som mulig forklaring på bornholmske børns gode placering i den internationale undersøgelse af læsefærdigheder (IEA) anfører Birgit Christensen, 'at børn på Bornholm længe før 84 altid låøverst'. Et enkelt opslag i for eksempel 'Bogen om læsning I' (Munksgaard, 1983, side 57) viser det modsatte, nemlig at bornholmske børn i 1977 havde det næstlaveste amtsresultat i landet i læsning i februar 2. klasse. De bornholmske børn synes altså at have bevæget sig fra det næstringeste gennemsnitlige læsestandpunkt i 1977 til det absolut højeste i 1991 (se Mejding, 'Den grimme ælling og svanerne?', Danmarks Pædagogiske Institut, 1994). Ved den internationale undersøgelse havde de bornholmske børn i 3. klasse en skalascore på 521, som svarer ganske godt til scoren på 528 i New Zealand, hvor undersøgelsens elever i øvrigt gik i 5. klasse.

Vi har tillid til, at man kan komme langt med en åben og fordomsfri debat. Men vi tror kun undtagelsesvis på nytten af påstande i modstrid med virkeligheden.

Centerleder og professor ved Institut for Almen og