Debat
0   267

Fagblad eller forretning

Det er med undren, lærerne på Værebro Skoler har måttet konstatere, at vores fagblad finder det nødvendigt at optage annoncer, der ikke er direkte knyttet til lærernes virke i folkeskolen. Den slags hører efter vores mening kun hjemme i de kommercielle medier.

Men ikke nok med det! I mammons hellige navn (går vi ud fra) har redaktionen i forrige nummer optaget en annonce fra Ekstra Bladet. En annonce, der udlover et gratis klassesæt af avisen: 'De Fremmede'. Indholdet er den kampagne, Ekstra Bladet kørte her i foråret, som alle seriøse journalister (også inden for bladets egne rækker) tog kraftigt afstand fra på grund af manglende saglighed.

Artiklen fortsætter under banneret

Denne kampagne forestiller Ekstra Bladet sig nu, at vi lærere skal bruge i forbindelse med vores undervisning i folkeskolen.

Vi underviser til dagligt på en skole med cirka 25 procent indvandrere og flygtninge. Det skaber mange udfordringer, og vi ville være glade for støtte fra vores fagforening i form af pædagogisk opbakning. Dermed mener vi en grundig behandling af temaer med relation til emnet.

Men denne annonce er en hån. En hån mod alle seriøse forsøg på at lave en god skole for vores elever uanset etnisk baggrund. Debatten i foråret om kvaliteten af kampagnen var meget intens - og må derfor være redaktionen bekendt. Hvordan kan en annonce for et materiale med dette indhold på trods heraf havne i vores fagblad? Findes der slet ingen etiske kriterier for, hvad bladet optager?

Vi ser meget frem til en redegørelse fra redaktionen og håber naturligvis på et tilfredsstillende svar. I modsat fald vil vi i fremtiden gerne være fri for at modtage et fagblad, hvis etiske holdning i den grad strider mod vores egen.

Lærerne på Værebro Skoler

ved Dot Andersen

Svar:

Opfordrer man eleverne til at emigrere til Australien, fordi man underviser om emigration og Australien? Er læreren nazist, fordi han bruger Hitlers 'Mein Kampf' i historieundervisningen? Selvfølgelig ikke.

Som jeg svarede en anden læser i sidste uge, så er jeg fuldstændig enig i vurderingen af, at Ekstra Bladets kampagne om indvandrere og flygtninge er svinsk. Men det betyder da ikke nødvendigvis, at materialet ikke kan bruges i undervisningen.

En annonce i Folkeskolen tvinger ingen til at anskaffe sig materialet, ligesom en annonce på ingen måde hvidvasker eller godkender det, der annonceres for.

Folkeskolen optager ikke annoncer, der reklamerer for spiritus og tobak. Der optages ikke annoncer, der indeholder partipolitisk eller religiøs propaganda, og annoncerne må ikke være sexistiske.

Alt andet overlades det til læserne at vurdere - både i artikler, ledere, annoncer og debatindlæg.

Thorkild Thejsen

redaktør


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ