Drengene vinder i færdighedsregning

Ny fagkonsulent vil se på, hvem der sendes til specialundervisning i matematik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I24 ud af 50 færdighedsregningsop-gaver ved årets matematikafgangs-prøve klarede drengene sig signifikant bedre end pigerne - tilsvarende var der kun to spørgsmål, pigerne var bedst til. Forskellene er ikke nær så markante i problemregning, viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet.

- Vi må være mere opmærksomme på især de stille piger, så de ikke bare får lov at sidde, siger Undervisningsministeriets nye fagkonsulent for matematik, Marianne Holmer. Hun vil nu prøve at skaffe sig oplysninger om mønstret i, hvem der bliver sendt til specialundervisning. Er det de urolige drenge, eller er det også de stille piger, som pænt sidder og skriver tal i deres kladdehæfte?

Sidste års internationale Timms-undersøgelse viste markante forskelle mellem danske drenges og danske pigers præstationer i matematik. Nu har ministeriet fulgt undersøgelsen op ved at gennemgå 1.500 drenges og 1.500 pigers resultater ved årets afgangsprøve i matematik. Den nye opgørelse bekræfter, at der er kønsforskelle, men viser, at det kun er i den allersvageste elevgruppe, at pigerne halter betydeligt efter drengene. Blandt de elever, som kun fik mellem nul og 25 point ud af 100 mulige ved den samlede matematikafgangsprøve, findes 9,2 procent af pigerne, men kun 5,9 procent af drengene.

Kønsforskellene bliver tydelige, når man kigger på færdighedsprøven isoleret. Den gennemsnitlige dreng har 33 rigtige ud af 50 opgaver, mens gennemsnitspigen har 31 rigtige. En så markant forskel ses ikke i problemdelen. Marianne Holmer bekræfter, at kønsforskellene er størst i færdighedsregningen:

- Hvis pigerne er bedre læsere end drengene, kunne det være en forklaring på, at de klarer sig bedre i problemløsningsopgaverne end i færdighedsregningen, og det kunne også godt se ud som om, pigerne klarer sig bedst i en opgave, hvor man skal svare med en beskrivelse, men det er svært at vurdere, fordi meget få elever har besvaret det spørgsmål.

En analyse af forskelle i færdighedsprøven tyder svagt i retning af, at pigerne klarer sig bedst i opgaver, hvor de skal anvende en formel eller en regneregel:

- Det kunne have noget at gøre med pigernes måde at lære på. Det er pigernes arbejdsgang at sidde pænt og vente på at få hjælp og kun gøre de ting, de er sikre på. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på det, også over for de dygtige piger, så de i de større klasser lærer at søge nye veje, siger Marianne Holmer.

Hun understreger, at det faktisk kan betale sig at prøve sig frem i en opgave i stedet for at springe den over, fordi man ikke kan huske regnereglen. Ved pointtildelingen belønnes en korrekt fremgangsmåde, selv om den ikke fører til det rette facit.

Powered by Labrador CMS